Bekendelser

Tag: ynk

Sorry I annoyed you with my affection

Den følelse. Der starter som en prikken i brystet og så spreder sig. Ned langs torsoen, armene og op gennem halsen og på til øjnene. Her stopper den, men kun ved at blive til en ny prikken, der truer med at få øjnene til at flyde over.
Meget er sket. Det har til dels været skønt, til dels været svært, og lektien må nok være at hvis det føles som om der er noget galt, så er det fordi at der er noget galt.
Jeg er endt her så mange gange, at vi lige så godt kan starte med at kalde det en tradition. Mig, der sidder og sukker efter en mand, der ikke vil have mig.
Jeg ved vi bør tale om det, men jeg magter det ikke. Jeg ignorerer det, kravler ind til hans bryst og mærker verden forsvinde.

2011. En lille opsummering.

Mænd

Der er tradition for at bloggen primært handler om mænd, så lad os starte der. Helt kort, var der een mand der gjorde mig ked af det og en hel masse der ikke gjorde mig glad.

2010 sluttede med en erkendelse af at jeg ikke ville lyve for mig selv, og at alle forhold til mine måske-fyre aldrig ville blive til noget. Det gjorde at 2011 startede med fosterstilling og følelsen af at være uønsket, fordi jeg måske ikke helt var klar til at se i øjnene hvor ynkeligt det hele var. Så hellere leve på en løgn (og der gik ikke lang tid før jeg startede igen – for helvede, jeg kaldte det for Mission Impossible og troede alligevel den var sikker).

Sådan lidt opsummeret har 2011 været et sølle sølle mande-år. Ud over Mission Impossible, var der et lille crush og et dumt dumt one night stand med en ven, som vi vist begge vidste ville ske før eller senere, men som nu har gjort vi ikke rigtig taler sammen. Ud over det kyssede jeg lidt på den største idiot jeg nogensinde har mødt og prøvede endda speeddating, kun for at opdage at jeg nok alligevel hellere bare vil være mig selv end at jagte rundt efter dybt uinteressante mænd.

Uddannelse

Pga. de sølle mande-udsigter allerede i starten af året, kunne jeg let se at det nok var nødvendigt at bruge noget energi andetsteds og finde mig en hobby. Det lykkedes aldrig rigtig, men et sted er al min energi blevet fokuseret: Uni. Jeg bruger så meget tid på studiet at det er helt åndssvagt. Men i modsætning til det med mændene, kan jeg rent faktisk finde ud af det her, så forhåbentlig er det det hele værd. Også selv om det ikke altid føles sådan.

Andres liv

2011 blev også året hvor jeg begyndte at hade facebook en lille smule. Vi-er-så-lykkelige-sammen-opdateringer, -billeder og -væg-hilsener er irriterende når det er ens venner, men når det er en der burde have været kærester med MIG bliver det noget der gør avs. Og det er ikke kun det. Hver gang jeg logger på er jeg en lille smule bange for hvad jeg kommer til at møde. Jeg ved godt at det der udstilles på facebook, er det folk gerne vil vise frem, men jeg føler mig utilstrækkelig, uinteressant og ensom når jeg ser billeder fra eksotiske rejser, fester jeg ikke var inviteret til og hører sjove anekdoter om dit glansbillede-liv.

Alt i alt

…var 2011 ekstremt ringe. Der er jo nærmest intet sket (på alle områder – også dem jeg ikke nævner her). Det har gjort at jeg har haft mulighed for at fokusere 100% på at blive sej rent fagligt, men hvem fanden er nogensinde blevet lykkelig af at læse tykke bøger?

Håber 2012 byder på flere distraktioner, mere fjol og mere tidsspild med dejlige mennesker. Skål.

Citater sigende for

Mit humør
Jeg tør ikke ringe til en rigtig god veninde (som jeg for et par måneder siden snakkede med semi-dagligt) fordi jeg ved spørgsmålet “hvordan går det?” jo ikke kan undgå at komme op.

Jeg ved ikke hvad jeg skal svare.

“Nå, men hvordan går det så” #1

Mit sexliv
Jaja. Jeg er stille. Men du ville også trække dig tilbage i skam, hvis dit sociale liv (okay, sexliv) var så sløvt som mit. DU ville også bare liste af mens folk kiggede væk, i håb om bare at blive glemt.

(Det har ikke været så sløvt siden den der sommer hvor jeg forsøgte mig med afbleget page.)

Imens vi venter

Mine mænd
This is so awkward. I really want you to leave, but I don’t know how to say it without sounding like a dick.

Ted i filmen Bridesmaids

2011 i sin helhed
Lacking in everything but body fat and complaints

Ukendt

Plan B?

Jaja. Mit sidste indlæg om min vilde selvopofrelse var stærkt overdrevet.For selv om der bliver sagt nej til rigtig mange ting på grund af studiet er jeg jo egentlig ved at finde mig til rette i min selv-valgte rolle som super-stræber. I lang tid har jeg gået og tænkt på hvad fanden det er jeg laver på det universitet, hvorfor jeg bruger så lang tid på det – og om jeg virkelig har tænkt mig at bruge så lang tid på mit arbejde som super-stræber-karrieren kræver.

Men jeg er jo glad for at være der. Jeg er lidt ked af at jeg går glip af alt mulig andet, men mest af alt er jeg ked af at jeg skal gå og have det dårligt med alt det jeg ikke får gjort, fordi jeg bruger så meget tid på mit studie.

Og det er jo noget jeg selv har valgt… ikke?

Jeg kan bare ikke lade være med at tænke om jeg nu også havde valgt det her, hvis der var kærlighed, varme og sød mand der gider lave mad med mig, og ikke en tom lejlighed når jeg har fri.

Jeg ser det er en dårlig idé og gør det alligevel

Hvad er det der (gang på gang) får mig til at tro at det, at jeg køber stort ind med slik, junk og cola, vil få en sørgelig solo-aften til at føles som hygge og selv-forkælelse?

Nej. Der findes ikke nok sukker i verden til at dræbe følelsen af ensomhed.

PS vi ses i Fakta om 5 min.

 

Dagdrømme

Man må gerne kigge på lækre dyre sko, man aldrig får råd til. Man må gerne drømme om eksotiske sandstrande og lækre drinks, selv om man er studerende og knap har råd til en wildcard-billet over broen. Man må på samme måde også gerne lægge planer om hvad pengene skal bruges til hvis man vinder i lotto.
Man må gerne dagdrømme. Selvfølgelig. Men man må sgu ikke gå og ødelægge hver dag for sig selv fordi der er noget man gerne vil have, som man aldrig kan få.
Så Leda, du må gerne drømme om ham, men du stopper det der!

“Nå, men hvordan går det så” #1

Jeg tør ikke ringe til en rigtig god veninde (som jeg for et par måneder siden snakkede med semi-dagligt) fordi jeg ved spørgsmålet “hvordan går det?” jo ikke kan undgå at komme op.

Jeg ved ikke hvad jeg skal svare.

Skal du med hjem?

Umiddelbart giver det absolut og overhovedet ikke mening at sige “nej tak” til noget man egentlig gerne vil, men når det kommer til sex kan der være uendelig mange grunde…

En rigtig ærgerlig grund er at man ikke har lyst til at den pågældende person skal se en uden tøj på.

I fredags flirtede jeg vildt og voldsomt med en gammel kending* for 17. (og sidste – det lover jeg!) og han endte med at spørge om jeg ikke skulle med hjem. Mange gange – og jeg svarede både vist ja og nej, men endte alligevel med at tage alene hjem.

Jeg kunne bare ikke bære at verdens dejligste mand skulle vide at der bag semi-præsentabelt påklædt ydre gemmer sig slatne bryster, grimme ar og totalt ukontrolleret kropsbehåring.

Æv. Hårdt erkendelse.

*Grotesk flot fyr, der af mærkelige grunde er vild med mig, men har en kæreste han absolut ikke har tænkt sig at droppe.

scr

Da jeg gik og pev over alt det med fodboldspilleren, handlede det primært om at jeg følte mig mig som en halv kvinde; utilstrækkelig og utiltrækkende. Løsningen var at knalde mig til bekræftelse (for the record, det virker sådan ok, men er måske alligevel ikke så hensigtsmæssigt i længden). Nu hvor jeg (mest) piver over […]

Og så snakker vi ikke mere om ham

Jeg har ikke skrevet noget om ham, selv om han har været der – bare i kulissen – i over 4 måneder nu. Nok fordi jeg hele tiden godt har vidst hvor det ville ende: Her. Med mig alene. Igen. (Eller stadig vel egentlig. Som sagt: Bare i kulissen…)

Prøver at overbevise mig selv om at det er ham der går glip af noget. Men har problematiseret det ved at proppe mig selv med flødeskum (ej okay, hvor klam tror du lige jeg er? Der var også æblekage…).

Men altså. Heldigvis har han jo altså ikke set mig nøgen. Det gør sgu tingene nemmere. Trods alt.

Det, og så det faktum, at jeg efterhånden er rimelig død på indersiden.

Alle mine veninder

Jeg skriver enormt meget om mænd her. Hvilket egentlig er mærkeligt, når det jo tydeligvis ikke er en særlig stor del af mit liv. I hvert fald ikke i ret lang tid af gangen.

Til gengæld har jeg en masse veninder der har været en del af mit liv mange år, og som jeg håber vil forblive det i mange år. Selv om de jo altså ikke er perfekte (men okay, hvis man nu lige var perfekt – hvorfor ville man mon så lige gide bruge sin tid sammen med mig?). Så bare lige for at bevise at det ikke kun er mænd jeg kan brokke mig over, får I lige det største problem med hver af mine bedste veninder:

  • Veninden, der har alt det jeg ikke har, og kan alt det jeg ikke kan. Dråben der fik bægeret til at flyde over: Vi søgte samme sindssygt fede job – hun fik det, mens jeg ikke engang kom til samtale.
  • Veninden med den perfekte kæreste. Og som egentlig mest har tid til at se mig når han ikke er hjemme.
  • Veninden, der var engang. Engang havde vi det fantastisk, det eneste vi nu laver er at snakke om alt det vi har oplevet tidligere. Vi prøver en gang i mellem at lave noget sjovt og spontant, men det fungerer aldrig.
  • Veninden, der mest bare snakker om sig selv. Og hun er sgu egentlig ikke særlig interessant. Jeg har en idé om at hun siger det samme igen og igen, men jeg ved det egentlig ikke for jeg glemmer vist at høre efter.
  • Veninden, der er meget sejere end mig. Jeg har altid en følelse af at jeg skal præstere et eller andet. Jo ikke hendes skyld, men dårlig basis for et venskab
  • Veninden, der altid aflyser. Når vi laver en aftale skal jeg altid lige have i mente at hun måske ikke kan overskue det.

Sådan. Så blev jeg lige et ca. 50% grimmere menneske. Men heldigvis kun her på bloggen.

For med alle de fleste af de ovenstående ting handler jo om fejl hos mig og ikke hos dem. Men det kan jeg jo altså ikke lige tage mig af.

På den anden side er der ingen af mine veninder der kan lide Sex and the City filmene. Og det fucking elsker jeg dem for.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.