Det var ret sigende i forhold til vores forhold, hvordan jeg ikke kunne give slip og han bare syntes det var lidt irriterende jeg skulle flæbe (fordi han skulle altså af sted så han kunne se landskamp), da vi krammede farvel for (aller) sidste gang.
Det er slut.
Mødte gammel veninde i byen i går og endte med halvlang fulde-dyb snak om livet. Hendes kæreste var lige skredet og hun følte sig ulykkelig og alene.
Egentlig er det jo et emne, hvor jeg føler mig på hjemmebane, men alligevel irriterede samtalen mig helt ekstremt og jeg forstod ikke hvorfor.
Indtil hun begyndte på hvor ensomt det var nu. Og hun savnede veninder og de gode gamle dage :
”Kan du huske hvor tætte vi var?”
Ja. Det kan jeg godt huske. Lige indtil du fik en kæreste.
”Vi kunne snakke om alting!”
Ja, vi kunne snakke om alting. Lige indtil du kun kunne tale om din kæreste.
”Hvad skete der?”
Det der skete var, at jeg var efterladt mutters alene med mine problemer fordi du havde travlt med at være lykkelig.
Og nu mangler du, at folk står i kø for at trøste, hygge og fortælle hvor fantastisk du er? Hvad havde du regnet med??
Uinteressant, men overfyldt liv primært bestående af læsning, undervisning og ugengældt kærlighed sælges eller byttes.
Gerne med lyshåret CBS-studerende med sunde hobbyer og fast forhold.
I dag i Fakta overhørte jeg en lille, grim, splejset, bumset teenager sige til sin lige så grimme ven: “Jeg ved ikke rigtig om jeg gider være sammen med hende. Nogen gange vil jeg gerne, men andre gange vil jeg også gerne være fri… Men det er jo bare meget fedt at vide hvor man kan få fisse, ik?! Høhø.”
Det var de enige om at det var.
De var åndssvage og pinlige, men fik mig også til at tænke. På hvorfor A gerne vil ses, men har utrolig travlt med at der skal være afstand mellem os. Måske fik jeg mit svar lige der midt i Fakta?
Jeg har det sgu ikke godt med at være hende, der bare er ok at knalde med (indtil der kommer noget bedre).
Jeg er ikke forelsket til op over begge ører, og har ikke behov for at dette skal være den store kærlighed, men siden Fakta har jeg ikke kunne undgå at se lidt af ham den lille bumsede teenager i A. Og det klæder ham sgu ikke.
Den følelse. Der starter som en prikken i brystet og så spreder sig. Ned langs torsoen, armene og op gennem halsen og på til øjnene. Her stopper den, men kun ved at blive til en ny prikken, der truer med at få øjnene til at flyde over.
Meget er sket. Det har til dels været skønt, til dels været svært, og lektien må nok være at hvis det føles som om der er noget galt, så er det fordi at der er noget galt.
Jeg er endt her så mange gange, at vi lige så godt kan starte med at kalde det en tradition. Mig, der sidder og sukker efter en mand, der ikke vil have mig.
Jeg ved vi bør tale om det, men jeg magter det ikke. Jeg ignorerer det, kravler ind til hans bryst og mærker verden forsvinde.
Hvordan kan man give sit telefonnr til tilfældig fyr til en fest og så være så heldig?
Det er totalt ukompliceret det her. Han vil gerne se mig; jeg vil gerne se ham.
Vi har det sjovt når vi er sammen. Så simpelt kan det vel siges.
Måske er det fordi jeg endnu ikke kender hemmelighederne -hans andre kærester, hans rocker-like temperament eller hans ustyrlige lyst til at blive tisset på – men jeg tror det altså ikke.
På en eller anden måde føles det “forkert”. Det ligner i hvert fald ingen af de forhold jeg tidligere har været i. Der er ingen angst og ingen drama.
Der er vist ingen, der kommer til at skrive store kærlighedsromaner om vores forhold, men shit hvor er det bare mange gange federe på denne måde.
Selv om vi havde snakket hele aftenen spurgte han ikke om mit nr da vi skiltes – så jeg gav ham det.
Efter et par dage stoppede han med at skrive – så jeg ringede og spurgte om vi ikke skulle mødes.
Han var lige ved bare at sige farvel – så jeg kyssede ham.
Og jeg døde ikke af det. Tværtimod.
Når jeg længe ikke har skrevet, er det fordi der intet er sket.
Dog ikke den seneste måned, for der har jeg for alvor taget revanche. Har haft den ene aftale efter den anden, har knap nok sovet og har absolut ingenting læst.
Ret fantastisk efter 5 måneder i hi.
Vigtigst af alt er jeg kommet over mand-der-ikke-vil-have-mig nr 312 og har for første gang i lang tid mod på at møde nye mennesker (læs: søde mænd). Var faktisk så frisk at jeg overvejede muligheden for online dating. Men det bliver ikke lige nu.
For jeg har en date i morgen!
I stedet for at hade hende han forlod mig for, har jeg nu valgt en langt mere konstruktiv løsning.
Nu hader jeg ham.
Mænd
Der er tradition for at bloggen primært handler om mænd, så lad os starte der. Helt kort, var der een mand der gjorde mig ked af det og en hel masse der ikke gjorde mig glad.
2010 sluttede med en erkendelse af at jeg ikke ville lyve for mig selv, og at alle forhold til mine måske-fyre aldrig ville blive til noget. Det gjorde at 2011 startede med fosterstilling og følelsen af at være uønsket, fordi jeg måske ikke helt var klar til at se i øjnene hvor ynkeligt det hele var. Så hellere leve på en løgn (og der gik ikke lang tid før jeg startede igen – for helvede, jeg kaldte det for Mission Impossible og troede alligevel den var sikker).
Sådan lidt opsummeret har 2011 været et sølle sølle mande-år. Ud over Mission Impossible, var der et lille crush og et dumt dumt one night stand med en ven, som vi vist begge vidste ville ske før eller senere, men som nu har gjort vi ikke rigtig taler sammen. Ud over det kyssede jeg lidt på den største idiot jeg nogensinde har mødt og prøvede endda speeddating, kun for at opdage at jeg nok alligevel hellere bare vil være mig selv end at jagte rundt efter dybt uinteressante mænd.
Uddannelse
Pga. de sølle mande-udsigter allerede i starten af året, kunne jeg let se at det nok var nødvendigt at bruge noget energi andetsteds og finde mig en hobby. Det lykkedes aldrig rigtig, men et sted er al min energi blevet fokuseret: Uni. Jeg bruger så meget tid på studiet at det er helt åndssvagt. Men i modsætning til det med mændene, kan jeg rent faktisk finde ud af det her, så forhåbentlig er det det hele værd. Også selv om det ikke altid føles sådan.
Andres liv
2011 blev også året hvor jeg begyndte at hade facebook en lille smule. Vi-er-så-lykkelige-sammen-opdateringer, -billeder og -væg-hilsener er irriterende når det er ens venner, men når det er en der burde have været kærester med MIG bliver det noget der gør avs. Og det er ikke kun det. Hver gang jeg logger på er jeg en lille smule bange for hvad jeg kommer til at møde. Jeg ved godt at det der udstilles på facebook, er det folk gerne vil vise frem, men jeg føler mig utilstrækkelig, uinteressant og ensom når jeg ser billeder fra eksotiske rejser, fester jeg ikke var inviteret til og hører sjove anekdoter om dit glansbillede-liv.
Alt i alt
…var 2011 ekstremt ringe. Der er jo nærmest intet sket (på alle områder – også dem jeg ikke nævner her). Det har gjort at jeg har haft mulighed for at fokusere 100% på at blive sej rent fagligt, men hvem fanden er nogensinde blevet lykkelig af at læse tykke bøger?
Håber 2012 byder på flere distraktioner, mere fjol og mere tidsspild med dejlige mennesker. Skål.
Mit humør
“Jeg tør ikke ringe til en rigtig god veninde (som jeg for et par måneder siden snakkede med semi-dagligt) fordi jeg ved spørgsmålet “hvordan går det?” jo ikke kan undgå at komme op.
Jeg ved ikke hvad jeg skal svare.”
“Nå, men hvordan går det så” #1
Mit sexliv
“Jaja. Jeg er stille. Men du ville også trække dig tilbage i skam, hvis dit sociale liv (okay, sexliv) var så sløvt som mit. DU ville også bare liste af mens folk kiggede væk, i håb om bare at blive glemt.
(Det har ikke været så sløvt siden den der sommer hvor jeg forsøgte mig med afbleget page.)”
Mine mænd
“This is so awkward. I really want you to leave, but I don’t know how to say it without sounding like a dick.”
Ted i filmen Bridesmaids
2011 i sin helhed
“Lacking in everything but body fat and complaints”
Bekendelser 