Det blir jo nok endnu en blog om kærlighed

by Leda

Okay, det handler om ham her, fra mit studie, som jeg har været sammen med til (og efter) et par fester i løbet af det sidste år. Lad os kalde ham fodboldspilleren.

Han er helt vildt sød. På den der måde som man bliver opdraget til at tro at ingen mænd kan være det. Og jo bedre jeg lærer ham at kende, jo sødere bliver han. Og så ser han umenneskeligt godt ud; måske liiidt for godt, for jeg kan sgu ikke lade være med at tænke at det måske bare er for naivt at tro han er interesseret. Måske kunne han i det hele taget godt minde lidt om ”den perfekte mand”, hvis man ser bort fra den detalje at han øjeblikkeligt kommer med ”jeg leder ikke efter et forhold!”-kortet, så snart jeg viser en lille smule interesse for at se ham. Og det er jo fint nok. For det gør jeg jo for helvede heller ikke.

Men så er det tvivlen kommer og nager: Er jeg hende den lidt ynkelige, som han egentlig overhovedet ikke gider, men som det måske kan være ok at tage med hjem, hvis der nu ikke er andre, der har bidt på??

Egentlig kan jeg virkelig godt lide det vi har sammen, selv om det kun er noget der eksisterer i et par timer, oftest med et par måneders mellemrum. Det er hyggeligt, det er sjovt og jeg er ikke forelsket i ham, så der burde jo ikke være nogen problemer og jeg burde vel bare nyde når jeg så er sammen med ham. Men der er bare lige den der frygt. Frygten for at være hende, hende den lidt ynkelige.
Men når den frygt er der, er det så fordi der er noget sandhed i det? Er han bare ligeglad, og jeg dum og naiv. Eller er det bare det dårlige selvværd, der er ude på at ødelægge alt hvad der er godt? Eller burde jeg bare være helt ligeglad med hvad han synes og bare nyde at han er nærværende og dejlig og så meget mand at det næsten ikke er til at klare?

Jeg tror godt jeg ved hvad jeg ville tænke, hvis det var en veninde, der kom til mig og fortalte om det her (“jeg har det fint med, at det ikke bliver til mere”), og det råd jeg ville komme med, ville sikkert være, at komme ud af det inden hun bliver såret.. Men så let er det jo desværre bare ikke lige. For han er altså virkelig, virkelig sød. Og det er altså ikke noget man møder så tit