Det er sgu for lavt

by Leda

Der er en pige på mit studie, som jeg har mødt enormt mange gange i andre sammenhænge, fordi vi har mange fælles bekendte, men som jeg aldrig rigtig har talt med. Jeg har altid syntes hun var en so, for det er det jeg har fået at vide af disse fælles bekendte, og fordi jeg altid har haft en fornemmelse af at hun syntes hun er lidt bedre end alle andre (læs: mig).

Nu er der imidlertid sket det, at jeg har fået et fag sammen med hende, og rent faktisk har talt med hende, og så viser det sig jo pludselig at hun faktisk er rigtig rigtig fin. Og sjov. Og at vi faktisk har ret meget til fælles. Og at det er længe siden jeg har talt så godt med nogen. Shit.

Puha. Det er godt nok lidt ynkeligt. Hvor skal man dog bare være den mindste person i hele verden når man dømmer folk på den måde, og sidder og giver andre folk ret i at hun er lidt af en kælling, uden overhovedet at have talt med hende.

Men det værste var alligevel da jeg talte med en af de fælles-bekendte, og vi netop kom til at tale om hende og jeg ikke sagde, ”prøv og hør – jeg synes faktisk hun er skide fin”, men bare holdt min kæft.
For et er at begå en fejl fordi man er dum og uvidende (jeg troede jo reelt hun var en dum kælling), men det er sgu noget andet at vide man tager fejl, og så være for fej til at indrømme det. Føj.