Hyperaktiv fantasi, mænd og ensomhed

by Leda

Da jeg startede denne blog var det for at komme ud med de ting jeg ikke vil fortælle til nogen andre. Deraf navnet, bekendelser. I ved sandheden og sådan noget.. Det har der ikke været så meget af, men hvis bloggen skal have noget som helst formål må jeg vist hellere komme i gang… (ok, here goes….)

Da jeg var yngre læste jeg ekstremt meget, siden var det tv-serier og så film. Nu er det faktisk kun faglitteratur jeg har tid til, men jeg tror nogen gange jeg har været så besat, at jeg har gået mere op i de fiktive karakterers lykke end i min egen.

Nogen gange bliver min egen hverdag også til fiktion. Eller altså det bliver blandet lidt. Alt fra “hvis nu jeg var kendt” til “hvis nu han er the one“. Og nogle gange, når jeg har mødt en eller anden fyr bliver han tit spundet ind i så mange dagdrømme at det kan være svært at glemme hvad der er rigtigt og hvad der bare er foregået i min fantasi..

Jeg kan ikke lade være med at bekymre mig om hvorvidt jeg bruger for meget tid og energi i denne fiktive verden, hvor det er min pude og ikke en rigtig levende mand, jeg ligger og krammer. Men hvad skyldes disse forestillinger? Jeg forestiller mig een af to ting:

  1. Måske er det bare fordi jeg er ensom. Det er nu en gang rart at føle sig elsket, og det føles godt at nogen siger man er smuk. At det så ikke lige er i virkeligheden det sker er måske underordnet.
  2. Måske er det en slags syg forsvarsmekanisme mod at leve. Sådan for alvor. For så  længe det er ligegyldigt om jeg får drømmefyren eller ej, fordi jeg alligevel bare bilder mig ind at der ligger en ved siden af mig når jeg vågner alene søndag morgen, betyder det at jeg faktisk ikke rigtig behøver at arbejde for at der skal ske noget i mit liv. Jeg behøver ikke gøre mig selv sårbar eller på nogen måde risikere noget som helst, for hvis jeg er i en periode hvor der ikke sker noget i mit liv kreerer jeg bare lidt oppe i mit hoved.

I virkeligheden er det egentlig lidt sjovt at hvis jeg bare skiftede et billed af en meget pæn mand ud med en eller anden form for gud, ville jeg ikke være sindssyg, men bare religiøs. En eller anden opdigtet person der holder af mig lige meget hvad, altid er der for mig, passer på mig og guider mig når jeg ikke ved hvad jeg skal gøre.

Er der nogen der har samme irriterende tendenser til hyperaktiv fantaseren eller er det bare mig der er gal???