Heldigvis sker der så meget andet i mit liv at jeg er heeelt ligeglad!

by Leda

For en lille måneds tid siden mødte jeg ham her til en fest. Han var helt ekstremt sød og vi talte som havde vi kendt hinanden altid og da han skulle hjem spurgte han om mit nr på høhø-nu-er-der-ti-på-min-telefon-der-hedder-**** måden. Men han skrev selvfølgelig ikke. Hvorfor skulle han også det? Han var for-pæn-for-sød-for-pefekt, og jeg var så overbevist om det, at jeg ikke engang gad forsøge (ikke engang via facebook – mit nye trademark… (åbenbart)).

Men han skrev for et par timer siden. “Jeg fandt dit nr på min telefon”-agtigt. “Hvem **** var det nu du var?” Hm? JEG VED GODT MAN IKKE MÅ OVER-ANALYSERE, men det gjorde jeg jo så alligevel og tænkte: Wups, der er da vist røget en i fælden. Jeg skrev tilbage hvem jeg var – på en sådan skæg – lidt ping-pong-agtig-måde (hvis jeg nu selv skal sige det) og ventede.

Og det gør jeg så stadig… nu 2 timer og 14 minutter siden jeg trykkede send.

Men vi er enige om at selv hvis han har tænkt “nå, var det hende..?! Så kan det sgu være lige meget” så skriver man tilbage alligevel, ikke. IKKE? IKKEEEEE?????

Jeg hader mænd. Og SMSer. Og jeg hader at når jeg ser fodboldspilleren i morgen bliver jeg nødt til bare at lade som om jeg har gang i noget et andet sted.