Sandheden om en mand

by Leda

Har set været inde og se Sandheden om mænd. Man kunne vel sige det var en slags research.

Og synes den var god, selv om jeg synes titlen var lidt dum. Men så igen var det jo nok titlen der fik mig i biografen, så helt skæv har den selvfølgelig ikke været.
Men “sandheden om mænd”? Næppe.. Nok nærmere “en lille del er noget der muligvis ikke er helt forkert om denne her ene person, der måske nok er mand, men som næppe kan tale på vegne af hele sit køn“. Jeg er i hvert fald ret sikker på at en lignende “sandheden om kvinder” ikke ville havde noget som helst med mig at gøre..

Men som sagt synes jeg den var god. Jeg var godt underholdt, den var slet ikke så kliche-fyldt som man måske kunne have frygtet og så kunne jeg sgu godt lide det selv-ironiske meta-filløjs de havde gang i.

Men mest af alt var jeg lidt vild med det perspektiv sønnen kom med til sidst (det er jo altid dejligt at det bliver udpenslet for os, der ikke selv kan tænke os til det). Det med at “hvis jeg ikke får trolden med det grønne hår, så får jeg den med det røde, og så bliver jeg også glad for den”.

 

Det er jo endnu et tegn på at fodboldspilleren skal pakkes væk og glemmes. Han er sød og han er fantastisk, og jeg vil helst ikke give slip, men når jeg tænker, ”jeg møder aldrig én, der er så fantastisk som ham, der gerne vil have én som mig”, er det jo lidt en løgn.

For han vil jo netop ikke have mig.