Hvor er min PASSION?
by Leda
Tom, trist start på 2011. Vi skal vist lige op i gear…
Heller ikke helt fair når jeg pludselig ikke længere må tænke på mænd hele tiden. Hvad skal jeg så bruge min tid på?
Jeg kunne jo tage at finde nogle afløsere for den flok jeg fyrede før jul, men der er fandme langt mellem snapsene, så jeg tror faktisk lige jeg tager en pause.
Men hvad er det så lige at en pige i midt-tyverne ellers skal bruge sin tid på? Hvad er det liiige der skal give min hverdag mening og gøre jeg bare SPRINGER ud af sengen om morgenen? Eller som bare sikrer at jeg overhovedet kommer op…?
Jeg har lidt svært ved at se det. Og samtidig vil man jo helst heller ikke være for utaknemmelig når man er sådan en der jo egentlig har det meget godt.
Men jeg mangler altså en hobby; noget at gå op i. Der tænder mig og vækker min interesse. Men hvordan finder jeg lige sådan en? Altså jeg mener, ingen kan sgu bilde mig ind at jeg nogensinde vil finde hækling så interessant som en nøgen mand.
Måske det kan kombineres, hækling og nøgne mænd? Og hvis du ikke vil have en model hjem selv, kan det være man kan finde noget croquis-hækling på aftenskole?
AHA! Se det er jo slet ikke nogen dårlig idé. Er ikke sikker på jeg er stødt på det før – men det er jo alle tiders mulighed for selv at være trendsætter!
Jeg tror det kan blive en stor succes – og pludselig meget mere interessant at lave små tophuer. Ligesom spørgsmålet om det skal være med eller uden kvast får en ny dimension…