En sølle stræber

by Leda

Ovre på Prinsisses blog skriver hunJeg fatter helt ærligt ikke, hvordan de gør det; alle de pligtopfyldende studerende, der møder op til stort set alle timer (…), læser alt det, der er vigtigt og stadig ser friske og motiverede ud.

Da jeg ikke rigtig har noget andet i ærmet, får I lige (en del af) min kommentar til hendes indlæg, da det vist også er lidt af en bekendelse:

Jeg er jo nok en af dem du beundrer i dit indlæg. Men synes nu egentlig ikke rigtig der er noget at se op til.
Når jeg kommer til timerne, læser alting og bruger en krig på mine opgaver, så er det jo fordi jeg er rædselsslagen for ikke at være god nok. Alt andet i mit liv er en fiasko. Så jeg drukner det i 12-taller og ros fra undervisere. Og det er så fucking klamt. Ville meget hellere være en der er tilfreds med en 4’er fordi jeg fx vidste at jeg nok skulle få et job pga. mine gode evner til et networke og fantastiske people-skills – eller fordi jeg vidste at mit liv udenfor studie (og senere arbejde) er indholdsrigt nok i sig selv. Men udenfor studiet er alting kaos og selv hvis jeg gerne ville, kan jeg ikke skrue ned for mine stræber-tendenser, for hvad er det lige jeg er, hvis ikke jeg engang kan gøre én ting rigtig? Så er jeg fucking Ingenting.