Mission impossible

by Leda

Jeg har sorteret ud i de kladder jeg har liggende – indlæg der aldrig er blevet helt færdige. Det her er fra december, hvor jeg gik og overbeviste mig selv om at ham her var interesseret i mig. Det var han som bekendt ikke.

Jeg har fundet på noget nyt. Og bedre.

Eller – det er faktisk ikke nyt, men måske lidt over en måned gammelt. Det skete vist allerede første gang jeg så ham. Men man kan jo ikke tage sådan noget seriøst når det sker så hurtigt. Desuden er der sådan en lille ting med den relation vi har. Jeg har ikke lyst til at komme ind på hvem han er – for det er ikke vigtigt – men man kan sige det er lidt som at crushe på kasse-assistenten nede i netto. Det er ikke bare upassende, det er også en umulig opgave. Uanset hvor sjov og charmerende du er, så er det en umulig score-situation. I teorien kan man forestille sig hundredvis af senarier hvor det sagtens kan lade sig gøre, i praksis sker det ikke.

MEN. Jeg tror faktisk lidt jeg er ved at gøre det umulige. Det er ikke nemt. Men jeg synes jeg fornemmer at det her ikke kun kommer fra mig. Det er sgu lige så meget ham der støder ind i mig og står i vejen for mig og smiler sødt og gerne vil hjælpe. Men hvad så herfra? Jeg kan ikke så godt brase ind bag kassen i netto, svinge ham op ad cigarethylden og skrue tungen ned i halsen på ham.