Andres sjove historie

by Leda

Klumme fra fri.dk. Kunne ikke have sagt det bedre selv.

“Det er nu egentlig så rart ikke at være single længere.

Ja, ikke fordi det var så slemt at være single. Jeg kunne godt lide mine tre års aleneliv på femte. Jeg kunne godt lide fornemmelsen af at bestemme alting selv. At kunne komme og gå, når jeg ville, bruge en weekend på at feste eller på at se Matador (eller i hvert fald de første 14 afsnit) på en weekend i blødt tøj.

Jeg kunne godt lide at være mig selv og vænne mig til, at det var selskab nok. Jeg kunne godt lide at lave mad til mig selv og spise den samme gryderet fire dage i træk, uden at nogen beklagede sig over ensformigheden.

Jeg kunne godt lide at vågne alene og have en blød, blank morgen foran mig. Fornemmelsen af at gå op af trapperne med udsigt til en påskeferie og tænke: »Jeg skal ingenting, hvor skønt!«

Men der var også masser af dage, hvor jeg ikke syntes, det var helt så skægt. Hvor jeg tudede af raseri over ting, der ikke ville lykkes, glas, der ikke ville åbnes af mine latterlige små hænder (og som jeg derfor måtte slå huller i lågene på med en østerskniv), over at være alene og skulle klare alting alt, alt, alt selv og alene og uden at nogen nogensinde gjorde noget.

Jeg hadede at være syg alene, og der skulle ikke ret meget mere end en forkølelse til, at jeg lige tog en runde over, hvem der mon ville besøge mig, hvis jeg fik brystkræft og blev skaldet og med kæmpestore sorte rande under øjnene. Hvor jeg syntes, at verden var en jammerdal, og jeg selv var megagammel og nok aldrig fik børn og bare blev sådan en sær gammel dame, der ville få en kat (med tandsten og uglet pels) og som måtte snakke med dem i Irma for ikke at blive alt for tosset.

Men det må man ikke sige højt. For man må ENDELIG ikke være desperat eller bare ked af at være single. Nej, nej, nej, det er det værste, man kan være. Man må ikke lede efter en mand, for det skræmmer dem væk. Man skal hvile i sig selv og elske sig selv og være god ved sig selv og nyde al den tid, man har alene og bla bla bla og hold nu kæft!

Af alle de veninder, jeg har, som de sidste ti år har været eller er singler, er der ÉN, siger og skriver ÉN, der er så glad for at være single, at hun ikke drømmer om at finde en kæreste. Resten ville da hellere have en kæreste, og jamen altså, er det så underligt? Det er jo ret dejligt at blive elsket og at elske nogen, og at der er nogen, der køber ens yndlingsæbler, vasker sengetøj eller bare henter et tæppe og siger »vil du ikke se lidt tv?«

Det er jo rart at være sammen i stille hverdagsliv, og selvom singleliv kan være Nynnesjovt, kan det også være tungt og lidt ensomt. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så tæt på at slå et andet menneske, som da en veninde sagde: »Jamen, tænk på, at du har det liv, vi andre gerne vil høre sjove historier om,« da jeg prøvede at fortælle hende, hvor bange jeg var for aldrig at få børn. Og så ville hun hellere bare grine af en bytur og nogle skøre mænd.

Jeg orkede ikke at være andres sjove historie, jeg orkede ikke at skulle smile venligt og overbærende og lyve om, hvordan jeg også havde det. For når man er single, må man ikke være ked af det. Selvom alle jo af og til er det.

Derfor er jeg så glad for, at jeg ikke længere er single. Og så og især fordi manden er meget sød.”

PS jeg er altså stadig single…