“Nå, men hvordan går det så” #2

by Leda

Man kan ikke fortælle til nogen at man er ulykkelig. Det kan man ikke.

Når først det er ude, bliver forholdet til personen, du har fortalt det til, aldrig det samme igen. Det vil aldrig blive et ligeværdigt forhold, og det er helt sikkert, at hver gang I ser hinanden vil spørgsmålet ”nå men, er det gået over nu?” hænge i luften. Du vil fortryde det, og du vil ikke få noget ud af det, for personen du fortæller det til vil misforstå dig, dømme dig og komme med en lang række råd du ikke kan bruge til en skid, men som du skal takke for og sige ”ja UUUHA, det var virkelig en hjælp!”. Og desuden vil personen fortælle det til andre og du vil lige så stille fornemme at hele din vennekreds lige så langsomt vil vende sig fra dig, fordi de ikke helt ved hvordan de skal håndtere dig.

Sådan er det bare.