Glem ikke de andre…

by Leda

Mødte gammel veninde i byen i går og endte med halvlang fulde-dyb snak om livet. Hendes kæreste var lige skredet og hun følte sig ulykkelig og alene.
Egentlig er det jo et emne, hvor jeg føler mig på hjemmebane, men alligevel irriterede samtalen mig helt ekstremt og jeg forstod ikke hvorfor.

Indtil hun begyndte på hvor ensomt det var nu. Og hun savnede veninder og de gode gamle dage :

”Kan du huske hvor tætte vi var?”
Ja. Det kan jeg godt huske. Lige indtil du fik en kæreste.

”Vi kunne snakke om alting!”
Ja, vi kunne snakke om alting. Lige indtil du kun kunne tale om din kæreste.

”Hvad skete der?”
Det der skete var, at jeg var efterladt mutters alene med mine problemer fordi du havde travlt med at være lykkelig. 

Og nu mangler du, at folk står i kø for at trøste, hygge og fortælle hvor fantastisk du er? Hvad havde du regnet med??