Middel-dårligt tilbud

Uinteressant, men overfyldt liv primært bestående af læsning, undervisning og ugengældt kærlighed sælges eller byttes.

Gerne med lyshåret CBS-studerende med sunde hobbyer og fast forhold.

Memento mori

I forbindelse med et kursus på uni, har vi snakket meget om død på det sidste. Det er spændende, men skræmmende, og jeg kan også mærke, at det ikke er noget jeg har lyst til at beskæftige mig med fremover.
Jeg får det jo dårligt af al den død. Jeg bliver paranoid, fryser lidt indvendigt og tør pludselig ingenting. For hvad nu hvis det sker for mig???

Men Leda, det kommer jo netop til at ske for dig.

Og i virkeligheden er det jo en sjælden gave at blive mindet om ens egen mortalitet. Jeg burde ikke vende det ryggen, men dykke ned i det og lade mig opsluge.

Det er sandhed. Accepter det, og accepter at du skal dø. At alt dette en dag skal leve videre uden dig… Og at det faktisk er ok.

Artwork: The Shade by Alicexz

Dagdrømme

Man må gerne kigge på lækre dyre sko, man aldrig får råd til. Man må gerne drømme om eksotiske sandstrande og lækre drinks, selv om man er studerende og knap har råd til en wildcard-billet over broen. Man må på samme måde også gerne lægge planer om hvad pengene skal bruges til hvis man vinder i lotto.
Man må gerne dagdrømme. Selvfølgelig. Men man må sgu ikke gå og ødelægge hver dag for sig selv fordi der er noget man gerne vil have, som man aldrig kan få.
Så Leda, du må gerne drømme om ham, men du stopper det der!

“Nå, men hvordan går det så” #2

Man kan ikke fortælle til nogen at man er ulykkelig. Det kan man ikke.

Når først det er ude, bliver forholdet til personen, du har fortalt det til, aldrig det samme igen. Det vil aldrig blive et ligeværdigt forhold, og det er helt sikkert, at hver gang I ser hinanden vil spørgsmålet ”nå men, er det gået over nu?” hænge i luften. Du vil fortryde det, og du vil ikke få noget ud af det, for personen du fortæller det til vil misforstå dig, dømme dig og komme med en lang række råd du ikke kan bruge til en skid, men som du skal takke for og sige ”ja UUUHA, det var virkelig en hjælp!”. Og desuden vil personen fortælle det til andre og du vil lige så stille fornemme at hele din vennekreds lige så langsomt vil vende sig fra dig, fordi de ikke helt ved hvordan de skal håndtere dig.

Sådan er det bare.

“Nå, men hvordan går det så” #1

Jeg tør ikke ringe til en rigtig god veninde (som jeg for et par måneder siden snakkede med semi-dagligt) fordi jeg ved spørgsmålet “hvordan går det?” jo ikke kan undgå at komme op.

Jeg ved ikke hvad jeg skal svare.

Imens vi venter…

Jaja. Jeg er stille. Men du ville også trække dig tilbage i skam, hvis dit sociale liv (okay, sexliv) var så sløvt som mit. DU ville også bare liste af mens folk kiggede væk, i håb om bare at blive glemt.

(Det har ikke været så sløvt siden den der sommer hvor jeg forsøgte mig med afbleget page.)

Bridesmaids

Har aldrig følt, at nogen har kendt mig så godt, som manuskriptforfatterne bag Bridesmaids.
Især hovedpersonens forhold til Ted virker så utrolig velkendt…

“This is so awkward. I really want you to leave, but I don’t know how to say it without sounding like a dick.”

Fucking nice film i øvrigt. Skønt at se at SATC ikke har endegyldigt ødelagt muligheden for gode film af/om/for kvinder.

Skal du med hjem?

Umiddelbart giver det absolut og overhovedet ikke mening at sige “nej tak” til noget man egentlig gerne vil, men når det kommer til sex kan der være uendelig mange grunde…

En rigtig ærgerlig grund er at man ikke har lyst til at den pågældende person skal se en uden tøj på.

I fredags flirtede jeg vildt og voldsomt med en gammel kending* for 17. (og sidste – det lover jeg!) og han endte med at spørge om jeg ikke skulle med hjem. Mange gange – og jeg svarede både vist ja og nej, men endte alligevel med at tage alene hjem.

Jeg kunne bare ikke bære at verdens dejligste mand skulle vide at der bag semi-præsentabelt påklædt ydre gemmer sig slatne bryster, grimme ar og totalt ukontrolleret kropsbehåring.

Æv. Hårdt erkendelse.

*Grotesk flot fyr, der af mærkelige grunde er vild med mig, men har en kæreste han absolut ikke har tænkt sig at droppe.

Andres sjove historie

Klumme fra fri.dk. Kunne ikke have sagt det bedre selv.

“Det er nu egentlig så rart ikke at være single længere.

Ja, ikke fordi det var så slemt at være single. Jeg kunne godt lide mine tre års aleneliv på femte. Jeg kunne godt lide fornemmelsen af at bestemme alting selv. At kunne komme og gå, når jeg ville, bruge en weekend på at feste eller på at se Matador (eller i hvert fald de første 14 afsnit) på en weekend i blødt tøj.

Jeg kunne godt lide at være mig selv og vænne mig til, at det var selskab nok. Jeg kunne godt lide at lave mad til mig selv og spise den samme gryderet fire dage i træk, uden at nogen beklagede sig over ensformigheden.

Jeg kunne godt lide at vågne alene og have en blød, blank morgen foran mig. Fornemmelsen af at gå op af trapperne med udsigt til en påskeferie og tænke: »Jeg skal ingenting, hvor skønt!«

Men der var også masser af dage, hvor jeg ikke syntes, det var helt så skægt. Hvor jeg tudede af raseri over ting, der ikke ville lykkes, glas, der ikke ville åbnes af mine latterlige små hænder (og som jeg derfor måtte slå huller i lågene på med en østerskniv), over at være alene og skulle klare alting alt, alt, alt selv og alene og uden at nogen nogensinde gjorde noget.

Jeg hadede at være syg alene, og der skulle ikke ret meget mere end en forkølelse til, at jeg lige tog en runde over, hvem der mon ville besøge mig, hvis jeg fik brystkræft og blev skaldet og med kæmpestore sorte rande under øjnene. Hvor jeg syntes, at verden var en jammerdal, og jeg selv var megagammel og nok aldrig fik børn og bare blev sådan en sær gammel dame, der ville få en kat (med tandsten og uglet pels) og som måtte snakke med dem i Irma for ikke at blive alt for tosset.

Men det må man ikke sige højt. For man må ENDELIG ikke være desperat eller bare ked af at være single. Nej, nej, nej, det er det værste, man kan være. Man må ikke lede efter en mand, for det skræmmer dem væk. Man skal hvile i sig selv og elske sig selv og være god ved sig selv og nyde al den tid, man har alene og bla bla bla og hold nu kæft!

Af alle de veninder, jeg har, som de sidste ti år har været eller er singler, er der ÉN, siger og skriver ÉN, der er så glad for at være single, at hun ikke drømmer om at finde en kæreste. Resten ville da hellere have en kæreste, og jamen altså, er det så underligt? Det er jo ret dejligt at blive elsket og at elske nogen, og at der er nogen, der køber ens yndlingsæbler, vasker sengetøj eller bare henter et tæppe og siger »vil du ikke se lidt tv?«

Det er jo rart at være sammen i stille hverdagsliv, og selvom singleliv kan være Nynnesjovt, kan det også være tungt og lidt ensomt. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så tæt på at slå et andet menneske, som da en veninde sagde: »Jamen, tænk på, at du har det liv, vi andre gerne vil høre sjove historier om,« da jeg prøvede at fortælle hende, hvor bange jeg var for aldrig at få børn. Og så ville hun hellere bare grine af en bytur og nogle skøre mænd.

Jeg orkede ikke at være andres sjove historie, jeg orkede ikke at skulle smile venligt og overbærende og lyve om, hvordan jeg også havde det. For når man er single, må man ikke være ked af det. Selvom alle jo af og til er det.

Derfor er jeg så glad for, at jeg ikke længere er single. Og så og især fordi manden er meget sød.”

PS jeg er altså stadig single…

Mission impossible

Jeg har sorteret ud i de kladder jeg har liggende – indlæg der aldrig er blevet helt færdige. Det her er fra december, hvor jeg gik og overbeviste mig selv om at ham her var interesseret i mig. Det var han som bekendt ikke.

Jeg har fundet på noget nyt. Og bedre.

Eller – det er faktisk ikke nyt, men måske lidt over en måned gammelt. Det skete vist allerede første gang jeg så ham. Men man kan jo ikke tage sådan noget seriøst når det sker så hurtigt. Desuden er der sådan en lille ting med den relation vi har. Jeg har ikke lyst til at komme ind på hvem han er – for det er ikke vigtigt – men man kan sige det er lidt som at crushe på kasse-assistenten nede i netto. Det er ikke bare upassende, det er også en umulig opgave. Uanset hvor sjov og charmerende du er, så er det en umulig score-situation. I teorien kan man forestille sig hundredvis af senarier hvor det sagtens kan lade sig gøre, i praksis sker det ikke.

MEN. Jeg tror faktisk lidt jeg er ved at gøre det umulige. Det er ikke nemt. Men jeg synes jeg fornemmer at det her ikke kun kommer fra mig. Det er sgu lige så meget ham der støder ind i mig og står i vejen for mig og smiler sødt og gerne vil hjælpe. Men hvad så herfra? Jeg kan ikke så godt brase ind bag kassen i netto, svinge ham op ad cigarethylden og skrue tungen ned i halsen på ham.