Et glimt af fremtiden

Jeg var ude for noget meget voldsomt i eftermiddags. I helfigurs-spejlet bag døren, som jeg ellers helst undgår, fik jeg et glimt af min mors røv. Siddende over mine lår. Det var en mærkelig vinkel, og jeg spændte på en uflatterende måde – men der er ingen tvivl om det: Den sidder derinde og lurer.

Jesus. Fucking. Christ. Alt for meget grusom sandhed til en helt almindelig søndag.

Så hvis du i morgen ser en nede i fitnessdk, der er ved at slå sig selv ihjel med squat og dødløft, er det bare mig.

Jeg ser det er en dårlig idé og gør det alligevel

Hvad er det der (gang på gang) får mig til at tro at det, at jeg køber stort ind med slik, junk og cola, vil få en sørgelig solo-aften til at føles som hygge og selv-forkælelse?

Nej. Der findes ikke nok sukker i verden til at dræbe følelsen af ensomhed.

PS vi ses i Fakta om 5 min.

 

Memento mori

I forbindelse med et kursus på uni, har vi snakket meget om død på det sidste. Det er spændende, men skræmmende, og jeg kan også mærke, at det ikke er noget jeg har lyst til at beskæftige mig med fremover.
Jeg får det jo dårligt af al den død. Jeg bliver paranoid, fryser lidt indvendigt og tør pludselig ingenting. For hvad nu hvis det sker for mig???

Men Leda, det kommer jo netop til at ske for dig.

Og i virkeligheden er det jo en sjælden gave at blive mindet om ens egen mortalitet. Jeg burde ikke vende det ryggen, men dykke ned i det og lade mig opsluge.

Det er sandhed. Accepter det, og accepter at du skal dø. At alt dette en dag skal leve videre uden dig… Og at det faktisk er ok.

Artwork: The Shade by Alicexz

En kujons løsning

Havde sgu den dejligste dag i går.

Ingen sommerfugle i maven når vi fik øjenkontakt, men heller ingen følelse af ikke at være sådan helt god nok eller onde tankestrømme a la “hvad nu hvis jeg siger eller gør noget forkert og han aldrig nogensinde vil se mig igen???!!!”.
Mest bare fordi jeg jo altså ikke synes det er verdens undergang hvis ikke han har lyst til at se mig igen.

Ingen løgne til at pynte på sandheden, ingen åndenød af at suge maven ind eller panik over bums i panden. Mit liv kommer ikke til at ændre sig markant fordi han er en del af det, men han får det heller ikke til at falde sammen når han forlader det.

Ved godt kun en kujon taber på denne måde, men jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke mere. Forelskelse, følelser og søgen efter ægte kærlighed er kraftedeme noget opreklameret pis. Jeg vil have noget der ikke gør ondt.

I love the way I lie

Man skal sgu passe på med at smide alle sine mænd ud.

I praksis har det måske ikke haft den store betydning – for det var jo ikke fordi der var skide meget liv i nogen af de forhold.
Men mentalt har det gjort en kæmpe forskel. Hvor jeg før bildte mig ind at jeg havde en masse linet op der ventede lige rundt om hjørnet, er jeg nu smerteligt opmærksom på (mangler en bedre oversættelse af ‘painfully aware of’, beklager) at alle former for fysisk berøring har lange udsigter.
Hele idéen byggede egentlig på at jeg ikke skulle gå og vente på noget alligevel ikke kommer til at ske. Og måske vigtigst ikke gå og lyve for mig selv.

Men når det her er realiteten vil jeg altså hellere leve på en løgn.

Bare en lille en.

Billede fra deviantart.com

Smukke mennesker

Jeg kan godt blive lidt pinlig når jeg læser alle jer andres blogs om børn, arbejde, fast ejendom og alt mulig andet voksent. Og det eneste jeg kan skrive om at de fyre jeg knalder med. Jeg ved jo godt det ikke er det vigtigste i hele verden (og at jeg er overfladisk og dum). Men altså. Det er jo klart at når denne blog netop er det sted hvor jeg åbner for alt det grimme jeg ikke går og råber højt om til hverdag , så er det jo altså ikke verdens pæneste person der kommer frem.

Men kan se at der allerede nu er en del der læser med. Så jeg tænker at hvor frygtelig jeg end er, så er jeg ikke den eneste der tænker grimme ting. (Eller også er det sådan en ting ligesom når man ser de unge mødre fordi man gerne vil frydes over at man i hvert fald ikke selv er så dum)

Den tid igen..

Øv øv øv. ØV ØV ØV! Jeg er blevet sådan en der aflyser aftaler fordi jeg ikke kan “overskue” det.

Øv. Jeg hader sådan nogle mennesker. DET GØR MAN BARE IKKE. Så tager man sig sgu sammen i stedet for… Øv.

Er desuden også træt af at sige nej til sjove ting igen og igen og igen fordi jeg i stedet skal sidde og glo ned i en bog.

Fucking lorte eksamen. Og fucking lorte-perfektionisme der får mig til at tro at verden går under hvis jeg ikke får 12.

Slut!

Har cuttet alle forbindelser til diverse måske-er-der-noget-her-fyre. Altså udelukkende mentalt – hos mig selv helt personligt, for i virkeligheden var der jo nok egentlig ikke så meget at afslutte.

Det der med at jagte “ham, der ikke vil have mig” – det bliver man ikke lykkelig af..

Det er sgu for lavt

Der er en pige på mit studie, som jeg har mødt enormt mange gange i andre sammenhænge, fordi vi har mange fælles bekendte, men som jeg aldrig rigtig har talt med. Jeg har altid syntes hun var en so, for det er det jeg har fået at vide af disse fælles bekendte, og fordi jeg altid har haft en fornemmelse af at hun syntes hun er lidt bedre end alle andre (læs: mig).

Nu er der imidlertid sket det, at jeg har fået et fag sammen med hende, og rent faktisk har talt med hende, og så viser det sig jo pludselig at hun faktisk er rigtig rigtig fin. Og sjov. Og at vi faktisk har ret meget til fælles. Og at det er længe siden jeg har talt så godt med nogen. Shit.

Puha. Det er godt nok lidt ynkeligt. Hvor skal man dog bare være den mindste person i hele verden når man dømmer folk på den måde, og sidder og giver andre folk ret i at hun er lidt af en kælling, uden overhovedet at have talt med hende.

Men det værste var alligevel da jeg talte med en af de fælles-bekendte, og vi netop kom til at tale om hende og jeg ikke sagde, ”prøv og hør – jeg synes faktisk hun er skide fin”, men bare holdt min kæft.
For et er at begå en fejl fordi man er dum og uvidende (jeg troede jo reelt hun var en dum kælling), men det er sgu noget andet at vide man tager fejl, og så være for fej til at indrømme det. Føj.