Bekendelser

Kategori: mænd

Men han så bare så sød ud…

Hvem er det største fjols?

1. Klovnen der kun taler om sig selv, herunder om hvordan han nok aldrig får en kæreste fordi han er alt for selvsikker og at lige gyldigt hvor lækker en pige er så synes han at han er for god til hende.

2. Pigen der allerede få minutter inde i samtalen bliver opmærksom på at hun taler med verdens største idiot, men alligevel snakker en time med ham, kysser lidt med ham og giver ham sit telefonnr da han spørger efter det. Og nu sidder og overvejer at svare på hans sms…

???

Ej nej nej. IKKE svare. Han siger jo netop også selv at det er et problem at han har for meget selvtillid. Det må jeg jo så hjælpe ham lidt med.

Reklamer

Mission impossible

Jeg har sorteret ud i de kladder jeg har liggende – indlæg der aldrig er blevet helt færdige. Det her er fra december, hvor jeg gik og overbeviste mig selv om at ham her var interesseret i mig. Det var han som bekendt ikke.

Jeg har fundet på noget nyt. Og bedre.

Eller – det er faktisk ikke nyt, men måske lidt over en måned gammelt. Det skete vist allerede første gang jeg så ham. Men man kan jo ikke tage sådan noget seriøst når det sker så hurtigt. Desuden er der sådan en lille ting med den relation vi har. Jeg har ikke lyst til at komme ind på hvem han er – for det er ikke vigtigt – men man kan sige det er lidt som at crushe på kasse-assistenten nede i netto. Det er ikke bare upassende, det er også en umulig opgave. Uanset hvor sjov og charmerende du er, så er det en umulig score-situation. I teorien kan man forestille sig hundredvis af senarier hvor det sagtens kan lade sig gøre, i praksis sker det ikke.

MEN. Jeg tror faktisk lidt jeg er ved at gøre det umulige. Det er ikke nemt. Men jeg synes jeg fornemmer at det her ikke kun kommer fra mig. Det er sgu lige så meget ham der støder ind i mig og står i vejen for mig og smiler sødt og gerne vil hjælpe. Men hvad så herfra? Jeg kan ikke så godt brase ind bag kassen i netto, svinge ham op ad cigarethylden og skrue tungen ned i halsen på ham.

Mande-pause

Kender I det der med at man har besluttet sig for at lade være med at jagte det, og bare tage det stille og roligt – og så dukker det op af sig selv ud af det blå?

Næ, heller ikke mig.

clementineandjoel1

Og så snakker vi ikke mere om ham

Jeg har ikke skrevet noget om ham, selv om han har været der – bare i kulissen – i over 4 måneder nu. Nok fordi jeg hele tiden godt har vidst hvor det ville ende: Her. Med mig alene. Igen. (Eller stadig vel egentlig. Som sagt: Bare i kulissen…)

Prøver at overbevise mig selv om at det er ham der går glip af noget. Men har problematiseret det ved at proppe mig selv med flødeskum (ej okay, hvor klam tror du lige jeg er? Der var også æblekage…).

Men altså. Heldigvis har han jo altså ikke set mig nøgen. Det gør sgu tingene nemmere. Trods alt.

Det, og så det faktum, at jeg efterhånden er rimelig død på indersiden.

Facebook, du er en røv!

Det er sjovt med facebook. Man kan blive helt vild over, hvor fantastisk det er at kunne snage i folks liv, uden de ved noget som helst om det. NØJ, det er fedt!!

Altså lige indtil man ser det der forbandede lille hjerte…

Hvis man var nogenlunde fornuftig oven i hovedet så slettede man ham som ven. Eller måske bare trykkede skjul, så man slipper for at kvalme og mindreværd over hans lykke med lille blond nips.

—————————————————————————————————————–

PS. Vil gerne lige gøre opmærksom på at dette indlæg ikke handler om en bestemt person, men om generelle erfaringer jeg har gjort mig i løbet af min tid som facebook-bruger. Det ville jo være pinligt hvis jeg allerede nu brød mit løfte.

001

Der sker ikke så meget på siden for tiden. For jeg har LOVET mig selv ikke at skrive mere om ham. Men det er altså svært at give slip.

En kujons løsning

Havde sgu den dejligste dag i går.

Ingen sommerfugle i maven når vi fik øjenkontakt, men heller ingen følelse af ikke at være sådan helt god nok eller onde tankestrømme a la “hvad nu hvis jeg siger eller gør noget forkert og han aldrig nogensinde vil se mig igen???!!!”.
Mest bare fordi jeg jo altså ikke synes det er verdens undergang hvis ikke han har lyst til at se mig igen.

Ingen løgne til at pynte på sandheden, ingen åndenød af at suge maven ind eller panik over bums i panden. Mit liv kommer ikke til at ændre sig markant fordi han er en del af det, men han får det heller ikke til at falde sammen når han forlader det.

Ved godt kun en kujon taber på denne måde, men jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke mere. Forelskelse, følelser og søgen efter ægte kærlighed er kraftedeme noget opreklameret pis. Jeg vil have noget der ikke gør ondt.

Crush

Soundtrack til min dag ;)

Så hvad er det værste der kan ske?

Hm. Er stadig lidt i krise – selv om det trods alt ikke er på niveau med weekenden hvor jeg ramte bunden.

Men alligevel så meget at jeg er kommet til at lave aftale med ham her i morgen. Som jeg faktisk ikke rigtig er interesseret i at skulle have noget forhold til. Men som jo altså er ret pæn. Og en mand. Hvilket jo er en blanding jeg må indrømme jeg er ret stor fan af.

Heldigvis har jeg menstruation.

Eller desværre har jeg menstruation?

Jeg ved det ikke rigtigt…