2011. En lille opsummering.

Mænd

Der er tradition for at bloggen primært handler om mænd, så lad os starte der. Helt kort, var der een mand der gjorde mig ked af det og en hel masse der ikke gjorde mig glad.

2010 sluttede med en erkendelse af at jeg ikke ville lyve for mig selv, og at alle forhold til mine måske-fyre aldrig ville blive til noget. Det gjorde at 2011 startede med fosterstilling og følelsen af at være uønsket, fordi jeg måske ikke helt var klar til at se i øjnene hvor ynkeligt det hele var. Så hellere leve på en løgn (og der gik ikke lang tid før jeg startede igen – for helvede, jeg kaldte det for Mission Impossible og troede alligevel den var sikker).

Sådan lidt opsummeret har 2011 været et sølle sølle mande-år. Ud over Mission Impossible, var der et lille crush og et dumt dumt one night stand med en ven, som vi vist begge vidste ville ske før eller senere, men som nu har gjort vi ikke rigtig taler sammen. Ud over det kyssede jeg lidt på den største idiot jeg nogensinde har mødt og prøvede endda speeddating, kun for at opdage at jeg nok alligevel hellere bare vil være mig selv end at jagte rundt efter dybt uinteressante mænd.

Uddannelse

Pga. de sølle mande-udsigter allerede i starten af året, kunne jeg let se at det nok var nødvendigt at bruge noget energi andetsteds og finde mig en hobby. Det lykkedes aldrig rigtig, men et sted er al min energi blevet fokuseret: Uni. Jeg bruger så meget tid på studiet at det er helt åndssvagt. Men i modsætning til det med mændene, kan jeg rent faktisk finde ud af det her, så forhåbentlig er det det hele værd. Også selv om det ikke altid føles sådan.

Andres liv

2011 blev også året hvor jeg begyndte at hade facebook en lille smule. Vi-er-så-lykkelige-sammen-opdateringer, -billeder og -væg-hilsener er irriterende når det er ens venner, men når det er en der burde have været kærester med MIG bliver det noget der gør avs. Og det er ikke kun det. Hver gang jeg logger på er jeg en lille smule bange for hvad jeg kommer til at møde. Jeg ved godt at det der udstilles på facebook, er det folk gerne vil vise frem, men jeg føler mig utilstrækkelig, uinteressant og ensom når jeg ser billeder fra eksotiske rejser, fester jeg ikke var inviteret til og hører sjove anekdoter om dit glansbillede-liv.

Alt i alt

…var 2011 ekstremt ringe. Der er jo nærmest intet sket (på alle områder – også dem jeg ikke nævner her). Det har gjort at jeg har haft mulighed for at fokusere 100% på at blive sej rent fagligt, men hvem fanden er nogensinde blevet lykkelig af at læse tykke bøger?

Håber 2012 byder på flere distraktioner, mere fjol og mere tidsspild med dejlige mennesker. Skål.

Citater sigende for

Mit humør
“Jeg tør ikke ringe til en rigtig god veninde (som jeg for et par måneder siden snakkede med semi-dagligt) fordi jeg ved spørgsmålet “hvordan går det?” jo ikke kan undgå at komme op.

Jeg ved ikke hvad jeg skal svare.”

“Nå, men hvordan går det så” #1

Mit sexliv
“Jaja. Jeg er stille. Men du ville også trække dig tilbage i skam, hvis dit sociale liv (okay, sexliv) var så sløvt som mit. DU ville også bare liste af mens folk kiggede væk, i håb om bare at blive glemt.

(Det har ikke været så sløvt siden den der sommer hvor jeg forsøgte mig med afbleget page.)”

Imens vi venter

Mine mænd
“This is so awkward. I really want you to leave, but I don’t know how to say it without sounding like a dick.”

Ted i filmen Bridesmaids

2011 i sin helhed
“Lacking in everything but body fat and complaints”

Ukendt

“Nå, men hvordan går det så” #2

Man kan ikke fortælle til nogen at man er ulykkelig. Det kan man ikke.

Når først det er ude, bliver forholdet til personen, du har fortalt det til, aldrig det samme igen. Det vil aldrig blive et ligeværdigt forhold, og det er helt sikkert, at hver gang I ser hinanden vil spørgsmålet ”nå men, er det gået over nu?” hænge i luften. Du vil fortryde det, og du vil ikke få noget ud af det, for personen du fortæller det til vil misforstå dig, dømme dig og komme med en lang række råd du ikke kan bruge til en skid, men som du skal takke for og sige ”ja UUUHA, det var virkelig en hjælp!”. Og desuden vil personen fortælle det til andre og du vil lige så stille fornemme at hele din vennekreds lige så langsomt vil vende sig fra dig, fordi de ikke helt ved hvordan de skal håndtere dig.

Sådan er det bare.

Skal du med hjem?

Umiddelbart giver det absolut og overhovedet ikke mening at sige “nej tak” til noget man egentlig gerne vil, men når det kommer til sex kan der være uendelig mange grunde…

En rigtig ærgerlig grund er at man ikke har lyst til at den pågældende person skal se en uden tøj på.

I fredags flirtede jeg vildt og voldsomt med en gammel kending* for 17. (og sidste – det lover jeg!) og han endte med at spørge om jeg ikke skulle med hjem. Mange gange – og jeg svarede både vist ja og nej, men endte alligevel med at tage alene hjem.

Jeg kunne bare ikke bære at verdens dejligste mand skulle vide at der bag semi-præsentabelt påklædt ydre gemmer sig slatne bryster, grimme ar og totalt ukontrolleret kropsbehåring.

Æv. Hårdt erkendelse.

*Grotesk flot fyr, der af mærkelige grunde er vild med mig, men har en kæreste han absolut ikke har tænkt sig at droppe.

Andres sjove historie

Klumme fra fri.dk. Kunne ikke have sagt det bedre selv.

“Det er nu egentlig så rart ikke at være single længere.

Ja, ikke fordi det var så slemt at være single. Jeg kunne godt lide mine tre års aleneliv på femte. Jeg kunne godt lide fornemmelsen af at bestemme alting selv. At kunne komme og gå, når jeg ville, bruge en weekend på at feste eller på at se Matador (eller i hvert fald de første 14 afsnit) på en weekend i blødt tøj.

Jeg kunne godt lide at være mig selv og vænne mig til, at det var selskab nok. Jeg kunne godt lide at lave mad til mig selv og spise den samme gryderet fire dage i træk, uden at nogen beklagede sig over ensformigheden.

Jeg kunne godt lide at vågne alene og have en blød, blank morgen foran mig. Fornemmelsen af at gå op af trapperne med udsigt til en påskeferie og tænke: »Jeg skal ingenting, hvor skønt!«

Men der var også masser af dage, hvor jeg ikke syntes, det var helt så skægt. Hvor jeg tudede af raseri over ting, der ikke ville lykkes, glas, der ikke ville åbnes af mine latterlige små hænder (og som jeg derfor måtte slå huller i lågene på med en østerskniv), over at være alene og skulle klare alting alt, alt, alt selv og alene og uden at nogen nogensinde gjorde noget.

Jeg hadede at være syg alene, og der skulle ikke ret meget mere end en forkølelse til, at jeg lige tog en runde over, hvem der mon ville besøge mig, hvis jeg fik brystkræft og blev skaldet og med kæmpestore sorte rande under øjnene. Hvor jeg syntes, at verden var en jammerdal, og jeg selv var megagammel og nok aldrig fik børn og bare blev sådan en sær gammel dame, der ville få en kat (med tandsten og uglet pels) og som måtte snakke med dem i Irma for ikke at blive alt for tosset.

Men det må man ikke sige højt. For man må ENDELIG ikke være desperat eller bare ked af at være single. Nej, nej, nej, det er det værste, man kan være. Man må ikke lede efter en mand, for det skræmmer dem væk. Man skal hvile i sig selv og elske sig selv og være god ved sig selv og nyde al den tid, man har alene og bla bla bla og hold nu kæft!

Af alle de veninder, jeg har, som de sidste ti år har været eller er singler, er der ÉN, siger og skriver ÉN, der er så glad for at være single, at hun ikke drømmer om at finde en kæreste. Resten ville da hellere have en kæreste, og jamen altså, er det så underligt? Det er jo ret dejligt at blive elsket og at elske nogen, og at der er nogen, der køber ens yndlingsæbler, vasker sengetøj eller bare henter et tæppe og siger »vil du ikke se lidt tv?«

Det er jo rart at være sammen i stille hverdagsliv, og selvom singleliv kan være Nynnesjovt, kan det også være tungt og lidt ensomt. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så tæt på at slå et andet menneske, som da en veninde sagde: »Jamen, tænk på, at du har det liv, vi andre gerne vil høre sjove historier om,« da jeg prøvede at fortælle hende, hvor bange jeg var for aldrig at få børn. Og så ville hun hellere bare grine af en bytur og nogle skøre mænd.

Jeg orkede ikke at være andres sjove historie, jeg orkede ikke at skulle smile venligt og overbærende og lyve om, hvordan jeg også havde det. For når man er single, må man ikke være ked af det. Selvom alle jo af og til er det.

Derfor er jeg så glad for, at jeg ikke længere er single. Og så og især fordi manden er meget sød.”

PS jeg er altså stadig single…

Alle mine veninder

Jeg skriver enormt meget om mænd her. Hvilket egentlig er mærkeligt, når det jo tydeligvis ikke er en særlig stor del af mit liv. I hvert fald ikke i ret lang tid af gangen.

Til gengæld har jeg en masse veninder der har været en del af mit liv mange år, og som jeg håber vil forblive det i mange år. Selv om de jo altså ikke er perfekte (men okay, hvis man nu lige var perfekt – hvorfor ville man mon så lige gide bruge sin tid sammen med mig?). Så bare lige for at bevise at det ikke kun er mænd jeg kan brokke mig over, får I lige det største problem med hver af mine bedste veninder:

• Veninden, der har alt det jeg ikke har, og kan alt det jeg ikke kan. Dråben der fik bægeret til at flyde over: Vi søgte samme sindssygt fede job – hun fik det, mens jeg ikke engang kom til samtale.
• Veninden med den perfekte kæreste. Og som egentlig mest har tid til at se mig når han ikke er hjemme.
• Veninden, der var engang. Engang havde vi det fantastisk, det eneste vi nu laver er at snakke om alt det vi har oplevet tidligere. Vi prøver en gang i mellem at lave noget sjovt og spontant, men det fungerer aldrig.
• Veninden, der mest bare snakker om sig selv. Og hun er sgu egentlig ikke særlig interessant. Jeg har en idé om at hun siger det samme igen og igen, men jeg ved det egentlig ikke for jeg glemmer vist at høre efter.
• Veninden, der er meget sejere end mig. Jeg har altid en følelse af at jeg skal præstere et eller andet. Jo ikke hendes skyld, men dårlig basis for et venskab
• Veninden, der altid aflyser. Når vi laver en aftale skal jeg altid lige have i mente at hun måske ikke kan overskue det.

Sådan. Så blev jeg lige et ca. 50% grimmere menneske. Men heldigvis kun her på bloggen.

For med alle de fleste af de ovenstående ting handler jo om fejl hos mig og ikke hos dem. Men det kan jeg jo altså ikke lige tage mig af.

På den anden side er der ingen af mine veninder der kan lide Sex and the City filmene. Og det fucking elsker jeg dem for.

aldrig den eneste

Det her handler ikke om at være uønsket eller ensom. Det er ikke et fortvivlet suk eller et råb om hjælp. Det handler om at jeg faktisk ikke rigtig kan se at det skulle være anderledes.

For når det kommer til venner, one-night-stands og små flirts, så kan man jo have mange.

Men når det kommer til kærester, så kan man (sædvanligvis) kun vælge en.

Og når man kun kan vælge en, mellem alle de kvinder der findes i hele verden, så kan jeg altså helt ærligt godt forstå, at der ikke er nogen der vælger mig.

En sølle stræber

Ovre på Prinsisses blog skriver hun “Jeg fatter helt ærligt ikke, hvordan de gør det; alle de pligtopfyldende studerende, der møder op til stort set alle timer (…), læser alt det, der er vigtigt og stadig ser friske og motiverede ud.”

Da jeg ikke rigtig har noget andet i ærmet, får I lige (en del af) min kommentar til hendes indlæg, da det vist også er lidt af en bekendelse:

Jeg er jo nok en af dem du beundrer i dit indlæg. Men synes nu egentlig ikke rigtig der er noget at se op til.
Når jeg kommer til timerne, læser alting og bruger en krig på mine opgaver, så er det jo fordi jeg er rædselsslagen for ikke at være god nok. Alt andet i mit liv er en fiasko. Så jeg drukner det i 12-taller og ros fra undervisere. Og det er så fucking klamt. Ville meget hellere være en der er tilfreds med en 4’er fordi jeg fx vidste at jeg nok skulle få et job pga. mine gode evner til et networke og fantastiske people-skills – eller fordi jeg vidste at mit liv udenfor studie (og senere arbejde) er indholdsrigt nok i sig selv. Men udenfor studiet er alting kaos og selv hvis jeg gerne ville, kan jeg ikke skrue ned for mine stræber-tendenser, for hvad er det lige jeg er, hvis ikke jeg engang kan gøre én ting rigtig? Så er jeg fucking Ingenting.

I love the way I lie

Man skal sgu passe på med at smide alle sine mænd ud.

I praksis har det måske ikke haft den store betydning – for det var jo ikke fordi der var skide meget liv i nogen af de forhold.
Men mentalt har det gjort en kæmpe forskel. Hvor jeg før bildte mig ind at jeg havde en masse linet op der ventede lige rundt om hjørnet, er jeg nu smerteligt opmærksom på (mangler en bedre oversættelse af ‘painfully aware of’, beklager) at alle former for fysisk berøring har lange udsigter.
Hele idéen byggede egentlig på at jeg ikke skulle gå og vente på noget alligevel ikke kommer til at ske. Og måske vigtigst ikke gå og lyve for mig selv.

Men når det her er realiteten vil jeg altså hellere leve på en løgn.

Bare en lille en.

Billede fra deviantart.com

Uønsket

Har ligget krøllet sammen i en puppe af ensomhed og utilstrækkelighed hele dagen. Fosterstilling gør sgu ikke ret meget godt for mit udseende, og absolut intet for mit selvværd.

Når jeg ser på mit liv, når jeg ser mig i spejlet, ser det jo umiddelbart fint nok ud. Jeg er alt hvad jeg burde være.

Men jeg er ikke ønsket.

Jeg er en hykler: Jeg kalder mig feminist, men at ingen mand vil have mig underminerer min kvindelighed. Det er ydmygende, det er pinligt.
Jeg føler mig ukønsliggjort.

Jeg er for tyk, jeg er for grim, jeg er for kedelig. Jeg er forkert.

 

Foto fra deviantart.com

Rør ved mig (så jeg føler at jeg lever)

Tror jeg er i underskud af fysisk berøring. Ikke bare sex (men ja-ja, okay, også det), men også bare den helt almindelige, helt uskyldige slags. Der er vist noget med at spædbørn der ikke får nok kropskontakt bliver mærkelige i hovedet, og måske er det hvad der sker med mig nu.

• Jeg vågner op om natten med vilde fantasier om en der (HOLD FAST!) stryger mig blidt hen over lænden.
• Jeg blev fuldstændig paf i går da en ven let rørte mig på overarmen, som en venlig gestus fordi han havde travlt og ikke kunne snakke. Og skulle sgu næsten hindre mig selv i at råbe “MERE, MEEERE!!!” efter ham.

Tænk at det her kan lade sig gøre. Jeg er for helvede ikke en folk ikke har lyst til at røre ved.

Gad vide hvor mange der har det på samme måde? Det er jo ikke fordi det her er en helt ny ting – jeg har bare aldrig rigtig overvejet det før jeg hørte det med spædbørnene.
Og hvad gør man lige ved det? Ynkeligt og klamt at opsøge massør, ikke på grund af ømme muskler, men fordi jeg har brug for at nogen rører ved mig… Ad. Ser overskrifterne for mig: “Små-pervers universitetsstuderende udnytter intetanende klinikassistent!”

Har prøvet at kigge min telefonbog igennem, men der er sgu ikke nogen jeg er nusse-ok med. Hvilket sgu da er en fejl. Og hvordan skulle man lige bringe det op? Uden frygt for at blive misforstået. Det er jo ikke bare sådan noget man slår op på facebook.

Ved godt det mest holdbare ville være at finde et mandfolk der kan holde ud at være sammen med mig. Men det kommer jo tydeligvis ikke til at ske. Måske det der med at betale sig fra det ikke er nogen dårlig idé…