Knep smerten væk

Det lyder som en god idé, men det virker altså ikke. Trust me, I’ve tried.

I love the way I lie

Man skal sgu passe på med at smide alle sine mænd ud.

I praksis har det måske ikke haft den store betydning – for det var jo ikke fordi der var skide meget liv i nogen af de forhold.
Men mentalt har det gjort en kæmpe forskel. Hvor jeg før bildte mig ind at jeg havde en masse linet op der ventede lige rundt om hjørnet, er jeg nu smerteligt opmærksom på (mangler en bedre oversættelse af ‘painfully aware of’, beklager) at alle former for fysisk berøring har lange udsigter.
Hele idéen byggede egentlig på at jeg ikke skulle gå og vente på noget alligevel ikke kommer til at ske. Og måske vigtigst ikke gå og lyve for mig selv.

Men når det her er realiteten vil jeg altså hellere leve på en løgn.

Bare en lille en.

Billede fra deviantart.com

2010. En lille opsummering.

2010 startede jo egentlig ikke vildt godt. Mine eksamener gik ad helvede til og jeg mistede fuldstændig motivationen til at læse. Men intet er så skidt at det ikke er godt for noget – for modvinden fik mig til at tage et sats og vælge noget lidt andet rent studie-mæssigt. Og det er sgu et hit (på trods af lidt modgang i starten) jeg er så glad for det jeg laver nu og skal bare liiige finde ud af hvordan jeg lige gør med kandidaten… Er sgu spændt på at se hvad det ender med. Forhåbentlig kan jeg næste år sige at 2011 var året hvor jeg endelig fandt ud af hvad jeg ville med min uddannelse.

Uf. Og så var 2010 jo stærkt præget af en mand der ikke ville have mig (ja, det har sgu varet hele året). Hvilket jo har været ret tydeligt her. Jeg har brugt for meget energi på ham.
Jeg burde have indset fra starten at det ikke ville blive til mere og så have besluttet om jeg have lyst til at være sammen med ham alligevel – og ikke fordi jeg håbede på at måske og måske og måske. Og må jeg så lige sige en ting her til sidst: Så fantastisk var han fandme ikke. Han går lidt for at være en “sød fyr” ude i byen, og jeg er også sikker på at hvis han er rigtig vild med en pige, så er han sgu nok en drøm at være sammen med. Men han var sgu aldrig rigtig sød ved mig.
SÅ! I 2011 er mænd der ikke vil have mig dømt ude fra starten.

2010 var sgu også året hvor jeg endelig nåede en vægt og en krop jeg var tilfreds med. Sgu. Troede faktisk ikke det var muligt, men nåede at tænke – “jeg er der!”… I ved.. Lige inden jeg tog det hele på igen. I 2011 skal jeg nå de 56 kg igen. Og så skal jeg blive der. Færdig. Slut. Det var fandme det bedste og sejeste jeg har gjort for mig selv, så jeg skal bare op på hesten igen (eller. tror egentlig jeg er oppe på hesten… jeg skal bare blive der og så skal jeg frem).

Vil også godt lide knytte en kommentar til denne her blog, som jo er født i 2010. For FUCK hvor er jeg glad for den. Da jeg startede var det mest noget med jeg havde brug for at komme ud med ing og sager og det var egentlig lige meget med om nogen lyttede. Men jeg sætter sgu pris på dem der gør. Det er ikke mange der kommenterer, men de kommentarer jeg får er sgu guld værd. Det er sket mange gange at kloge ord har givet perspektiv til at se tingene fra en anden vinkel, eller opbakkende ord har givet mig modet til at kommer videre.

Derudover er det værd at nævne:

• Min geniale sommer! Håber på en gentagelse næste år!
• Min opdagelse af one-night stands. Sådan som jeg har horet i år skulle man tro det altid har foregået sådan, men det er faktisk ikke sket før 2010.
• Men jeg mangler sgu stadig en nusse-ven!!!
• Og at lære at gå til eksamen uden at jeg er ved at dø af stress og selvmellidenhed i ugerne op til.
• Og så nåede jeg heller aldrig projekt scoring gennem påkørsel af parkeret bil. Har ikke selv bil – så lad os sige det kan være en nytårsgave til den desperate single m. bil. Og forsikring.

Lille opsummering. Årets nytårsfortsæt: Ingen mænd der ikke vil have mig. Og så kan vi da lige tage denne sag med fra “værge søges“:

Hvis vi havde været omkring nytår, havde det været mit nytårsfortsæt. Altså at opføre mig som et normalt – voksent og ansvarligt – menneske. Og ikke først vågne kl 14 for så at spise pizza til morgenmad. Ikke efterlade mit tøj rundt på gulvet i lejligheden fordi vaskekurven er fyldt. Vaske mit tøj. Betale regninger til tiden. Købe ind mere end én gang om måneden. Købe rigtig mad, som i ikke-færdigretter. Og køkkenrulle. Prøve at læse avisen i stedet for bare at bruge den til at tørre gulvet fordi nogen har glemt at købe køkkenrulle. Ikke drikke mig fuld i stedet for at læse, selv om jeg i øvrigt er helt alene og i øvrigt skal mødes med arbejdsgruppen kl 8 i morgen.
Men der er lang tid til nytår, så mit fortsæt er sikkert glemt på det tidspunkt.. Skål.

Tak for nu og jeg GLÆDER mig til at skrive videre i 2011.

Rør ved mig (så jeg føler at jeg lever)

Tror jeg er i underskud af fysisk berøring. Ikke bare sex (men ja-ja, okay, også det), men også bare den helt almindelige, helt uskyldige slags. Der er vist noget med at spædbørn der ikke får nok kropskontakt bliver mærkelige i hovedet, og måske er det hvad der sker med mig nu.

• Jeg vågner op om natten med vilde fantasier om en der (HOLD FAST!) stryger mig blidt hen over lænden.
• Jeg blev fuldstændig paf i går da en ven let rørte mig på overarmen, som en venlig gestus fordi han havde travlt og ikke kunne snakke. Og skulle sgu næsten hindre mig selv i at råbe “MERE, MEEERE!!!” efter ham.

Tænk at det her kan lade sig gøre. Jeg er for helvede ikke en folk ikke har lyst til at røre ved.

Gad vide hvor mange der har det på samme måde? Det er jo ikke fordi det her er en helt ny ting – jeg har bare aldrig rigtig overvejet det før jeg hørte det med spædbørnene.
Og hvad gør man lige ved det? Ynkeligt og klamt at opsøge massør, ikke på grund af ømme muskler, men fordi jeg har brug for at nogen rører ved mig… Ad. Ser overskrifterne for mig: “Små-pervers universitetsstuderende udnytter intetanende klinikassistent!”

Har prøvet at kigge min telefonbog igennem, men der er sgu ikke nogen jeg er nusse-ok med. Hvilket sgu da er en fejl. Og hvordan skulle man lige bringe det op? Uden frygt for at blive misforstået. Det er jo ikke bare sådan noget man slår op på facebook.

Ved godt det mest holdbare ville være at finde et mandfolk der kan holde ud at være sammen med mig. Men det kommer jo tydeligvis ikke til at ske. Måske det der med at betale sig fra det ikke er nogen dårlig idé…