Bekendelser

Tag: kærlighed

Fast fisse-aftale

I dag i Fakta overhørte jeg en lille, grim, splejset, bumset teenager sige til sin lige så grimme ven: “Jeg ved ikke rigtig om jeg gider være sammen med hende. Nogen gange vil jeg gerne, men andre gange vil jeg også gerne være fri… Men det er jo bare meget fedt at vide hvor man kan få fisse, ik?! Høhø.”

Det var de enige om at det var.

De var åndssvage og pinlige, men fik mig også til at tænke. På hvorfor A gerne vil ses, men har utrolig travlt med at der skal være afstand mellem os. Måske fik jeg mit svar lige der midt i Fakta?

Jeg har det sgu ikke godt med at være hende, der bare er ok at knalde med (indtil der kommer noget bedre).
Jeg er ikke forelsket til op over begge ører, og har ikke behov for at dette skal være den store kærlighed, men siden Fakta har jeg ikke kunne undgå at se lidt af ham den lille bumsede teenager i A. Og det klæder ham sgu ikke.

Reklamer

Sorry I annoyed you with my affection

Den følelse. Der starter som en prikken i brystet og så spreder sig. Ned langs torsoen, armene og op gennem halsen og på til øjnene. Her stopper den, men kun ved at blive til en ny prikken, der truer med at få øjnene til at flyde over.
Meget er sket. Det har til dels været skønt, til dels været svært, og lektien må nok være at hvis det føles som om der er noget galt, så er det fordi at der er noget galt.
Jeg er endt her så mange gange, at vi lige så godt kan starte med at kalde det en tradition. Mig, der sidder og sukker efter en mand, der ikke vil have mig.
Jeg ved vi bør tale om det, men jeg magter det ikke. Jeg ignorerer det, kravler ind til hans bryst og mærker verden forsvinde.

Fremmede følelser; gode følelser

Hvordan kan man give sit telefonnr til tilfældig fyr til en fest og så være så heldig?

Det er totalt ukompliceret det her. Han vil gerne se mig; jeg vil gerne se ham.

Vi har det sjovt når vi er sammen. Så simpelt kan det vel siges.

Måske er det fordi jeg endnu ikke kender hemmelighederne -hans andre kærester, hans rocker-like temperament eller hans ustyrlige lyst til at blive tisset på – men jeg tror det altså ikke.

På en eller anden måde føles det “forkert”. Det ligner i hvert fald ingen af de forhold jeg tidligere har været i. Der er ingen angst og ingen drama.

Der er vist ingen, der kommer til at skrive store kærlighedsromaner om vores forhold, men shit hvor er det bare mange gange federe på denne måde.

Nye toner

Selv om vi havde snakket hele aftenen spurgte han ikke om mit nr da vi skiltes – så jeg gav ham det.
Efter et par dage stoppede han med at skrive – så jeg ringede og spurgte om vi ikke skulle mødes.
Han var lige ved bare at sige farvel – så jeg kyssede ham.

Og jeg døde ikke af det. Tværtimod.

På den igen

Når jeg længe ikke har skrevet, er det fordi der intet er sket.

Dog ikke den seneste måned, for der har jeg for alvor taget revanche. Har haft den ene aftale efter den anden, har knap nok sovet og har absolut ingenting læst.

Ret fantastisk efter 5 måneder i hi.

Vigtigst af alt er jeg kommet over mand-der-ikke-vil-have-mig nr 312 og har for første gang i lang tid mod på at møde nye mennesker (læs: søde mænd). Var faktisk så frisk at jeg overvejede muligheden for online dating. Men det bliver ikke lige nu.

For jeg har en date i morgen!

2011. En lille opsummering.

Mænd

Der er tradition for at bloggen primært handler om mænd, så lad os starte der. Helt kort, var der een mand der gjorde mig ked af det og en hel masse der ikke gjorde mig glad.

2010 sluttede med en erkendelse af at jeg ikke ville lyve for mig selv, og at alle forhold til mine måske-fyre aldrig ville blive til noget. Det gjorde at 2011 startede med fosterstilling og følelsen af at være uønsket, fordi jeg måske ikke helt var klar til at se i øjnene hvor ynkeligt det hele var. Så hellere leve på en løgn (og der gik ikke lang tid før jeg startede igen – for helvede, jeg kaldte det for Mission Impossible og troede alligevel den var sikker).

Sådan lidt opsummeret har 2011 været et sølle sølle mande-år. Ud over Mission Impossible, var der et lille crush og et dumt dumt one night stand med en ven, som vi vist begge vidste ville ske før eller senere, men som nu har gjort vi ikke rigtig taler sammen. Ud over det kyssede jeg lidt på den største idiot jeg nogensinde har mødt og prøvede endda speeddating, kun for at opdage at jeg nok alligevel hellere bare vil være mig selv end at jagte rundt efter dybt uinteressante mænd.

Uddannelse

Pga. de sølle mande-udsigter allerede i starten af året, kunne jeg let se at det nok var nødvendigt at bruge noget energi andetsteds og finde mig en hobby. Det lykkedes aldrig rigtig, men et sted er al min energi blevet fokuseret: Uni. Jeg bruger så meget tid på studiet at det er helt åndssvagt. Men i modsætning til det med mændene, kan jeg rent faktisk finde ud af det her, så forhåbentlig er det det hele værd. Også selv om det ikke altid føles sådan.

Andres liv

2011 blev også året hvor jeg begyndte at hade facebook en lille smule. Vi-er-så-lykkelige-sammen-opdateringer, -billeder og -væg-hilsener er irriterende når det er ens venner, men når det er en der burde have været kærester med MIG bliver det noget der gør avs. Og det er ikke kun det. Hver gang jeg logger på er jeg en lille smule bange for hvad jeg kommer til at møde. Jeg ved godt at det der udstilles på facebook, er det folk gerne vil vise frem, men jeg føler mig utilstrækkelig, uinteressant og ensom når jeg ser billeder fra eksotiske rejser, fester jeg ikke var inviteret til og hører sjove anekdoter om dit glansbillede-liv.

Alt i alt

…var 2011 ekstremt ringe. Der er jo nærmest intet sket (på alle områder – også dem jeg ikke nævner her). Det har gjort at jeg har haft mulighed for at fokusere 100% på at blive sej rent fagligt, men hvem fanden er nogensinde blevet lykkelig af at læse tykke bøger?

Håber 2012 byder på flere distraktioner, mere fjol og mere tidsspild med dejlige mennesker. Skål.

Citater sigende for

Mit humør
Jeg tør ikke ringe til en rigtig god veninde (som jeg for et par måneder siden snakkede med semi-dagligt) fordi jeg ved spørgsmålet “hvordan går det?” jo ikke kan undgå at komme op.

Jeg ved ikke hvad jeg skal svare.

“Nå, men hvordan går det så” #1

Mit sexliv
Jaja. Jeg er stille. Men du ville også trække dig tilbage i skam, hvis dit sociale liv (okay, sexliv) var så sløvt som mit. DU ville også bare liste af mens folk kiggede væk, i håb om bare at blive glemt.

(Det har ikke været så sløvt siden den der sommer hvor jeg forsøgte mig med afbleget page.)

Imens vi venter

Mine mænd
This is so awkward. I really want you to leave, but I don’t know how to say it without sounding like a dick.

Ted i filmen Bridesmaids

2011 i sin helhed
Lacking in everything but body fat and complaints

Ukendt

Plan B?

Jaja. Mit sidste indlæg om min vilde selvopofrelse var stærkt overdrevet.For selv om der bliver sagt nej til rigtig mange ting på grund af studiet er jeg jo egentlig ved at finde mig til rette i min selv-valgte rolle som super-stræber. I lang tid har jeg gået og tænkt på hvad fanden det er jeg laver på det universitet, hvorfor jeg bruger så lang tid på det – og om jeg virkelig har tænkt mig at bruge så lang tid på mit arbejde som super-stræber-karrieren kræver.

Men jeg er jo glad for at være der. Jeg er lidt ked af at jeg går glip af alt mulig andet, men mest af alt er jeg ked af at jeg skal gå og have det dårligt med alt det jeg ikke får gjort, fordi jeg bruger så meget tid på mit studie.

Og det er jo noget jeg selv har valgt… ikke?

Jeg kan bare ikke lade være med at tænke om jeg nu også havde valgt det her, hvis der var kærlighed, varme og sød mand der gider lave mad med mig, og ikke en tom lejlighed når jeg har fri.

Dagdrømme

Man må gerne kigge på lækre dyre sko, man aldrig får råd til. Man må gerne drømme om eksotiske sandstrande og lækre drinks, selv om man er studerende og knap har råd til en wildcard-billet over broen. Man må på samme måde også gerne lægge planer om hvad pengene skal bruges til hvis man vinder i lotto.
Man må gerne dagdrømme. Selvfølgelig. Men man må sgu ikke gå og ødelægge hver dag for sig selv fordi der er noget man gerne vil have, som man aldrig kan få.
Så Leda, du må gerne drømme om ham, men du stopper det der!

Bridesmaids

Har aldrig følt, at nogen har kendt mig så godt, som manuskriptforfatterne bag Bridesmaids.
Især hovedpersonens forhold til Ted virker så utrolig velkendt…

“This is so awkward. I really want you to leave, but I don’t know how to say it without sounding like a dick.”

Fucking nice film i øvrigt. Skønt at se at SATC ikke har endegyldigt ødelagt muligheden for gode film af/om/for kvinder.

Andres sjove historie

Klumme fra fri.dk. Kunne ikke have sagt det bedre selv.

“Det er nu egentlig så rart ikke at være single længere.

Ja, ikke fordi det var så slemt at være single. Jeg kunne godt lide mine tre års aleneliv på femte. Jeg kunne godt lide fornemmelsen af at bestemme alting selv. At kunne komme og gå, når jeg ville, bruge en weekend på at feste eller på at se Matador (eller i hvert fald de første 14 afsnit) på en weekend i blødt tøj.

Jeg kunne godt lide at være mig selv og vænne mig til, at det var selskab nok. Jeg kunne godt lide at lave mad til mig selv og spise den samme gryderet fire dage i træk, uden at nogen beklagede sig over ensformigheden.

Jeg kunne godt lide at vågne alene og have en blød, blank morgen foran mig. Fornemmelsen af at gå op af trapperne med udsigt til en påskeferie og tænke: »Jeg skal ingenting, hvor skønt!«

Men der var også masser af dage, hvor jeg ikke syntes, det var helt så skægt. Hvor jeg tudede af raseri over ting, der ikke ville lykkes, glas, der ikke ville åbnes af mine latterlige små hænder (og som jeg derfor måtte slå huller i lågene på med en østerskniv), over at være alene og skulle klare alting alt, alt, alt selv og alene og uden at nogen nogensinde gjorde noget.

Jeg hadede at være syg alene, og der skulle ikke ret meget mere end en forkølelse til, at jeg lige tog en runde over, hvem der mon ville besøge mig, hvis jeg fik brystkræft og blev skaldet og med kæmpestore sorte rande under øjnene. Hvor jeg syntes, at verden var en jammerdal, og jeg selv var megagammel og nok aldrig fik børn og bare blev sådan en sær gammel dame, der ville få en kat (med tandsten og uglet pels) og som måtte snakke med dem i Irma for ikke at blive alt for tosset.

Men det må man ikke sige højt. For man må ENDELIG ikke være desperat eller bare ked af at være single. Nej, nej, nej, det er det værste, man kan være. Man må ikke lede efter en mand, for det skræmmer dem væk. Man skal hvile i sig selv og elske sig selv og være god ved sig selv og nyde al den tid, man har alene og bla bla bla og hold nu kæft!

Af alle de veninder, jeg har, som de sidste ti år har været eller er singler, er der ÉN, siger og skriver ÉN, der er så glad for at være single, at hun ikke drømmer om at finde en kæreste. Resten ville da hellere have en kæreste, og jamen altså, er det så underligt? Det er jo ret dejligt at blive elsket og at elske nogen, og at der er nogen, der køber ens yndlingsæbler, vasker sengetøj eller bare henter et tæppe og siger »vil du ikke se lidt tv?«

Det er jo rart at være sammen i stille hverdagsliv, og selvom singleliv kan være Nynnesjovt, kan det også være tungt og lidt ensomt. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så tæt på at slå et andet menneske, som da en veninde sagde: »Jamen, tænk på, at du har det liv, vi andre gerne vil høre sjove historier om,« da jeg prøvede at fortælle hende, hvor bange jeg var for aldrig at få børn. Og så ville hun hellere bare grine af en bytur og nogle skøre mænd.

Jeg orkede ikke at være andres sjove historie, jeg orkede ikke at skulle smile venligt og overbærende og lyve om, hvordan jeg også havde det. For når man er single, må man ikke være ked af det. Selvom alle jo af og til er det.

Derfor er jeg så glad for, at jeg ikke længere er single. Og så og især fordi manden er meget sød.”

PS jeg er altså stadig single…