Jeg skriver enormt meget om mænd her. Hvilket egentlig er mærkeligt, når det jo tydeligvis ikke er en særlig stor del af mit liv. I hvert fald ikke i ret lang tid af gangen.
Til gengæld har jeg en masse veninder der har været en del af mit liv mange år, og som jeg håber vil forblive det i mange år. Selv om de jo altså ikke er perfekte (men okay, hvis man nu lige var perfekt – hvorfor ville man mon så lige gide bruge sin tid sammen med mig?). Så bare lige for at bevise at det ikke kun er mænd jeg kan brokke mig over, får I lige det største problem med hver af mine bedste veninder:
- Veninden, der har alt det jeg ikke har, og kan alt det jeg ikke kan. Dråben der fik bægeret til at flyde over: Vi søgte samme sindssygt fede job – hun fik det, mens jeg ikke engang kom til samtale.
- Veninden med den perfekte kæreste. Og som egentlig mest har tid til at se mig når han ikke er hjemme.
- Veninden, der var engang. Engang havde vi det fantastisk, det eneste vi nu laver er at snakke om alt det vi har oplevet tidligere. Vi prøver en gang i mellem at lave noget sjovt og spontant, men det fungerer aldrig.
- Veninden, der mest bare snakker om sig selv. Og hun er sgu egentlig ikke særlig interessant. Jeg har en idé om at hun siger det samme igen og igen, men jeg ved det egentlig ikke for jeg glemmer vist at høre efter.
- Veninden, der er meget sejere end mig. Jeg har altid en følelse af at jeg skal præstere et eller andet. Jo ikke hendes skyld, men dårlig basis for et venskab
- Veninden, der altid aflyser. Når vi laver en aftale skal jeg altid lige have i mente at hun måske ikke kan overskue det.
Sådan. Så blev jeg lige et ca. 50% grimmere menneske. Men heldigvis kun her på bloggen.
For med alle de fleste af de ovenstående ting handler jo om fejl hos mig og ikke hos dem. Men det kan jeg jo altså ikke lige tage mig af.
På den anden side er der ingen af mine veninder der kan lide Sex and the City filmene. Og det fucking elsker jeg dem for.