Det var ret sigende i forhold til vores forhold, hvordan jeg ikke kunne give slip og han bare syntes det var lidt irriterende jeg skulle flæbe (fordi han skulle altså af sted så han kunne se landskamp), da vi krammede farvel for (aller) sidste gang.
Det er slut.
I dag i Fakta overhørte jeg en lille, grim, splejset, bumset teenager sige til sin lige så grimme ven: “Jeg ved ikke rigtig om jeg gider være sammen med hende. Nogen gange vil jeg gerne, men andre gange vil jeg også gerne være fri… Men det er jo bare meget fedt at vide hvor man kan få fisse, ik?! Høhø.”
Det var de enige om at det var.
De var åndssvage og pinlige, men fik mig også til at tænke. På hvorfor A gerne vil ses, men har utrolig travlt med at der skal være afstand mellem os. Måske fik jeg mit svar lige der midt i Fakta?
Jeg har det sgu ikke godt med at være hende, der bare er ok at knalde med (indtil der kommer noget bedre).
Jeg er ikke forelsket til op over begge ører, og har ikke behov for at dette skal være den store kærlighed, men siden Fakta har jeg ikke kunne undgå at se lidt af ham den lille bumsede teenager i A. Og det klæder ham sgu ikke.
Den følelse. Der starter som en prikken i brystet og så spreder sig. Ned langs torsoen, armene og op gennem halsen og på til øjnene. Her stopper den, men kun ved at blive til en ny prikken, der truer med at få øjnene til at flyde over.
Meget er sket. Det har til dels været skønt, til dels været svært, og lektien må nok være at hvis det føles som om der er noget galt, så er det fordi at der er noget galt.
Jeg er endt her så mange gange, at vi lige så godt kan starte med at kalde det en tradition. Mig, der sidder og sukker efter en mand, der ikke vil have mig.
Jeg ved vi bør tale om det, men jeg magter det ikke. Jeg ignorerer det, kravler ind til hans bryst og mærker verden forsvinde.
Hvordan kan man give sit telefonnr til tilfældig fyr til en fest og så være så heldig?
Det er totalt ukompliceret det her. Han vil gerne se mig; jeg vil gerne se ham.
Vi har det sjovt når vi er sammen. Så simpelt kan det vel siges.
Måske er det fordi jeg endnu ikke kender hemmelighederne -hans andre kærester, hans rocker-like temperament eller hans ustyrlige lyst til at blive tisset på – men jeg tror det altså ikke.
På en eller anden måde føles det “forkert”. Det ligner i hvert fald ingen af de forhold jeg tidligere har været i. Der er ingen angst og ingen drama.
Der er vist ingen, der kommer til at skrive store kærlighedsromaner om vores forhold, men shit hvor er det bare mange gange federe på denne måde.
Selv om vi havde snakket hele aftenen spurgte han ikke om mit nr da vi skiltes – så jeg gav ham det.
Efter et par dage stoppede han med at skrive – så jeg ringede og spurgte om vi ikke skulle mødes.
Han var lige ved bare at sige farvel – så jeg kyssede ham.
Og jeg døde ikke af det. Tværtimod.
Når jeg længe ikke har skrevet, er det fordi der intet er sket.
Dog ikke den seneste måned, for der har jeg for alvor taget revanche. Har haft den ene aftale efter den anden, har knap nok sovet og har absolut ingenting læst.
Ret fantastisk efter 5 måneder i hi.
Vigtigst af alt er jeg kommet over mand-der-ikke-vil-have-mig nr 312 og har for første gang i lang tid mod på at møde nye mennesker (læs: søde mænd). Var faktisk så frisk at jeg overvejede muligheden for online dating. Men det bliver ikke lige nu.
For jeg har en date i morgen!
Bekendelser 