Det var ret sigende i forhold til vores forhold, hvordan jeg ikke kunne give slip og han bare syntes det var lidt irriterende jeg skulle flæbe (fordi han skulle altså af sted så han kunne se landskamp), da vi krammede farvel for (aller) sidste gang.
Det er slut.
I dag i Fakta overhørte jeg en lille, grim, splejset, bumset teenager sige til sin lige så grimme ven: “Jeg ved ikke rigtig om jeg gider være sammen med hende. Nogen gange vil jeg gerne, men andre gange vil jeg også gerne være fri… Men det er jo bare meget fedt at vide hvor man kan få fisse, ik?! Høhø.”
Det var de enige om at det var.
De var åndssvage og pinlige, men fik mig også til at tænke. På hvorfor A gerne vil ses, men har utrolig travlt med at der skal være afstand mellem os. Måske fik jeg mit svar lige der midt i Fakta?
Jeg har det sgu ikke godt med at være hende, der bare er ok at knalde med (indtil der kommer noget bedre).
Jeg er ikke forelsket til op over begge ører, og har ikke behov for at dette skal være den store kærlighed, men siden Fakta har jeg ikke kunne undgå at se lidt af ham den lille bumsede teenager i A. Og det klæder ham sgu ikke.
Den følelse. Der starter som en prikken i brystet og så spreder sig. Ned langs torsoen, armene og op gennem halsen og på til øjnene. Her stopper den, men kun ved at blive til en ny prikken, der truer med at få øjnene til at flyde over.
Meget er sket. Det har til dels været skønt, til dels været svært, og lektien må nok være at hvis det føles som om der er noget galt, så er det fordi at der er noget galt.
Jeg er endt her så mange gange, at vi lige så godt kan starte med at kalde det en tradition. Mig, der sidder og sukker efter en mand, der ikke vil have mig.
Jeg ved vi bør tale om det, men jeg magter det ikke. Jeg ignorerer det, kravler ind til hans bryst og mærker verden forsvinde.
Hvordan kan man give sit telefonnr til tilfældig fyr til en fest og så være så heldig?
Det er totalt ukompliceret det her. Han vil gerne se mig; jeg vil gerne se ham.
Vi har det sjovt når vi er sammen. Så simpelt kan det vel siges.
Måske er det fordi jeg endnu ikke kender hemmelighederne -hans andre kærester, hans rocker-like temperament eller hans ustyrlige lyst til at blive tisset på – men jeg tror det altså ikke.
På en eller anden måde føles det “forkert”. Det ligner i hvert fald ingen af de forhold jeg tidligere har været i. Der er ingen angst og ingen drama.
Der er vist ingen, der kommer til at skrive store kærlighedsromaner om vores forhold, men shit hvor er det bare mange gange federe på denne måde.
Selv om vi havde snakket hele aftenen spurgte han ikke om mit nr da vi skiltes – så jeg gav ham det.
Efter et par dage stoppede han med at skrive – så jeg ringede og spurgte om vi ikke skulle mødes.
Han var lige ved bare at sige farvel – så jeg kyssede ham.
Og jeg døde ikke af det. Tværtimod.
Når jeg længe ikke har skrevet, er det fordi der intet er sket.
Dog ikke den seneste måned, for der har jeg for alvor taget revanche. Har haft den ene aftale efter den anden, har knap nok sovet og har absolut ingenting læst.
Ret fantastisk efter 5 måneder i hi.
Vigtigst af alt er jeg kommet over mand-der-ikke-vil-have-mig nr 312 og har for første gang i lang tid mod på at møde nye mennesker (læs: søde mænd). Var faktisk så frisk at jeg overvejede muligheden for online dating. Men det bliver ikke lige nu.
For jeg har en date i morgen!
I stedet for at hade hende han forlod mig for, har jeg nu valgt en langt mere konstruktiv løsning.
Nu hader jeg ham.
Man må gerne kigge på lækre dyre sko, man aldrig får råd til. Man må gerne drømme om eksotiske sandstrande og lækre drinks, selv om man er studerende og knap har råd til en wildcard-billet over broen. Man må på samme måde også gerne lægge planer om hvad pengene skal bruges til hvis man vinder i lotto.
Man må gerne dagdrømme. Selvfølgelig. Men man må sgu ikke gå og ødelægge hver dag for sig selv fordi der er noget man gerne vil have, som man aldrig kan få.
Så Leda, du må gerne drømme om ham, men du stopper det der!
Umiddelbart giver det absolut og overhovedet ikke mening at sige “nej tak” til noget man egentlig gerne vil, men når det kommer til sex kan der være uendelig mange grunde…
En rigtig ærgerlig grund er at man ikke har lyst til at den pågældende person skal se en uden tøj på.
I fredags flirtede jeg vildt og voldsomt med en gammel kending* for 17. (og sidste – det lover jeg!) og han endte med at spørge om jeg ikke skulle med hjem. Mange gange – og jeg svarede både vist ja og nej, men endte alligevel med at tage alene hjem.
Jeg kunne bare ikke bære at verdens dejligste mand skulle vide at der bag semi-præsentabelt påklædt ydre gemmer sig slatne bryster, grimme ar og totalt ukontrolleret kropsbehåring.
Æv. Hårdt erkendelse.
*Grotesk flot fyr, der af mærkelige grunde er vild med mig, men har en kæreste han absolut ikke har tænkt sig at droppe.
Klumme fra fri.dk. Kunne ikke have sagt det bedre selv.
“Det er nu egentlig så rart ikke at være single længere.
Ja, ikke fordi det var så slemt at være single. Jeg kunne godt lide mine tre års aleneliv på femte. Jeg kunne godt lide fornemmelsen af at bestemme alting selv. At kunne komme og gå, når jeg ville, bruge en weekend på at feste eller på at se Matador (eller i hvert fald de første 14 afsnit) på en weekend i blødt tøj.
Jeg kunne godt lide at være mig selv og vænne mig til, at det var selskab nok. Jeg kunne godt lide at lave mad til mig selv og spise den samme gryderet fire dage i træk, uden at nogen beklagede sig over ensformigheden.
Jeg kunne godt lide at vågne alene og have en blød, blank morgen foran mig. Fornemmelsen af at gå op af trapperne med udsigt til en påskeferie og tænke: »Jeg skal ingenting, hvor skønt!«
Men der var også masser af dage, hvor jeg ikke syntes, det var helt så skægt. Hvor jeg tudede af raseri over ting, der ikke ville lykkes, glas, der ikke ville åbnes af mine latterlige små hænder (og som jeg derfor måtte slå huller i lågene på med en østerskniv), over at være alene og skulle klare alting alt, alt, alt selv og alene og uden at nogen nogensinde gjorde noget.
Jeg hadede at være syg alene, og der skulle ikke ret meget mere end en forkølelse til, at jeg lige tog en runde over, hvem der mon ville besøge mig, hvis jeg fik brystkræft og blev skaldet og med kæmpestore sorte rande under øjnene. Hvor jeg syntes, at verden var en jammerdal, og jeg selv var megagammel og nok aldrig fik børn og bare blev sådan en sær gammel dame, der ville få en kat (med tandsten og uglet pels) og som måtte snakke med dem i Irma for ikke at blive alt for tosset.
Men det må man ikke sige højt. For man må ENDELIG ikke være desperat eller bare ked af at være single. Nej, nej, nej, det er det værste, man kan være. Man må ikke lede efter en mand, for det skræmmer dem væk. Man skal hvile i sig selv og elske sig selv og være god ved sig selv og nyde al den tid, man har alene og bla bla bla og hold nu kæft!
Af alle de veninder, jeg har, som de sidste ti år har været eller er singler, er der ÉN, siger og skriver ÉN, der er så glad for at være single, at hun ikke drømmer om at finde en kæreste. Resten ville da hellere have en kæreste, og jamen altså, er det så underligt? Det er jo ret dejligt at blive elsket og at elske nogen, og at der er nogen, der køber ens yndlingsæbler, vasker sengetøj eller bare henter et tæppe og siger »vil du ikke se lidt tv?«
Det er jo rart at være sammen i stille hverdagsliv, og selvom singleliv kan være Nynnesjovt, kan det også være tungt og lidt ensomt. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så tæt på at slå et andet menneske, som da en veninde sagde: »Jamen, tænk på, at du har det liv, vi andre gerne vil høre sjove historier om,« da jeg prøvede at fortælle hende, hvor bange jeg var for aldrig at få børn. Og så ville hun hellere bare grine af en bytur og nogle skøre mænd.
Jeg orkede ikke at være andres sjove historie, jeg orkede ikke at skulle smile venligt og overbærende og lyve om, hvordan jeg også havde det. For når man er single, må man ikke være ked af det. Selvom alle jo af og til er det.
Derfor er jeg så glad for, at jeg ikke længere er single. Og så og især fordi manden er meget sød.”
PS jeg er altså stadig single…
Bekendelser 